X Factor-dommere og deltagere: Det skal vi lave næste fredag

Det er hårdt arbejde at lave "X Factor". Det mærker både dommere og deltagere, som nu trænger til noget ro.

Dommerne – Remee, Sanne og Blachmann. Foto: Martin Sylvest/Scanpix Ritzau.
Offentliggjort Sidst opdateret

Uge efter uge har den stået på sangtræning, generalprøver, styling, koreografi og liveshows, og op til finalen begyndte trætheden at melde sig.

Det fortæller dommere og deltagere i denne sæsons “X Factor”, som fredag aften blev afgjort med gruppen Place on Earth som vinder.

Derfor glæder både deltagere og dommere sig også over, at den kommende fredag er X Factor-fri.

Dommer Remee vil bruge sin velfortjente fridag med familien.

– Jeg har bare glædet mig så meget til at kramme min familie. Jeg har aldrig savnet dem så meget, som da jeg sad inde til finalen. De er min førsteprioritet. Vi hygger os bare, når vi endelig er sammen. Vi laver ikke en skid, bare det vi har lyst til, og så nyder vi hinandens selskab, lyder det fra Remee efter finalen.

Danse og sangtræning

Place on Earth vandt med sin sejr i “X Factor” en rejse til Los Angeles i USA, hvor gruppen skal modtage danse- og sangtræning, og derfor har de tre unge vindere også allerede planen for næste fredag klar.

– Der er vi i L.A. Vi har vist nok fri fredag, og Mille har boet derovre, så vi skal ud og se en hel masse. Måske skal vi til Santa Monica, fortæller trioen, hvis musikalske mentor i form af Thomas Blachman også skal tilbringe sin kommende fredag på den anden side af Atlanten.

– Jeg skal til New York med min datter. Vi skal ud og finde sådan nogle squishies, tror jeg de hedder, i nogle butikker og bare gå rundt og trykke på sådan nogle, siger Thomas Blachman.

Rasmus Therkildsen endte fredag aften på en tredjeplads, og ligesom resten af X Factor-holdet har han også mærket, hvordan de mange liveshows har tæret på kræfterne.

Derfor har han også allerede planen for næste fredag klar.

– Jeg har virkelig brug for at slappe af. Jeg tror, jeg bare skal ligge derhjemme og se “Disney Sjov”, fortæller han.

Måske i studiet

Jamie Talbot måtte fredag aften nøjes med en andenplads i finalen. Hvad næste fredag byder på, er han endnu ikke sikker på.

– Måske skal jeg i studiet og spille musik, måske skal jeg i byen, måske skal jeg bare ligge derhjemme på sofaen og sove. Det har været ret presset det sidste stykke tid, siger han.

Dommer Sanne Salomonsen havde som den eneste af de tre dommere ingen deltagere med i finalen.

Denne sæson var hendes debut i “X Factor”, og hun overvejer nu, om hun skal slappe af under varmere himmelstrøg, når det igen bliver fredag.

– Jeg tror måske, jeg er i udlandet. Det er en måde at slappe af på. Når jeg skal have privatliv, rejser jeg ofte udenlands, og det er det, jeg skal have nu, siger Sanne Salomonsen.

Powered by Labrador CMS