Viser sig for første gang efter ulykken

Sammen med sin hund dukker Tiger Woods op på første billede efter bilulykke med afdæmpet melding om fremgang

Woods har endnu ikke oplyst, hvornår og om han regner med at kunne gå normalt igen – og heller ikke, om han på et tidspunkt kan genoptage golfkarrieren. (Arkivfoto.) Foto: Mladen Antonov/AFP
Udgivet Opdateret

En smilende Tiger Woods har på Instagram fredag delt et billede af sig selv på krykker og med en støvlebandage om sit højre underben.

Billedet er det første af den berømte golfspiller, siden han fik alvorlige skader på benet i en soloulykke i bil 23. februar nær Los Angeles.

To måneder senere dukker Woods nu op på et billede sammen med sin hund.

Billedet er taget på hans trehullers træningsbane ved hjemmet i byen Jupiter i delstaten Florida.

Arbejdet med banen går ifølge Woods hurtigere end arbejdet med hans genoptræning.

– Min bane kommer sig hurtigere, end jeg gør, skriver Woods.


En levende legende

45-årige Woods har vundet 82 titler på PGA Touren og er på en delt førsteplads på listen over spillere med flest sejre på PGA-touren.

Han har vundet alle fire majorturneringer mindst tre gange.

Inden ulykken var han i gang med genoptræningen efter sin femte alvorlige rygskade i karrieren.

Håbet var, at han kunne være klar til US Masters tidligere denne måned, men den plan gik i vasken.

Fremtiden er uvis

Woods har endnu ikke oplyst, hvornår og om han regner med at kunne gå normalt igen – og heller ikke, om han på et tidspunkt kan genoptage golfkarrieren.

Ifølge politiet kørte den amerikanske golfstjerne op mod 140 kilometer i timen på et sted, hvor man højst må køre 72 kilometer i timen, da bilen røg af vejen. Woods selv siger, at han ikke kan huske, hvad der er sket.

Han var indlagt i flere uger efter ulykken med store skader på skinneben, lægben og ankel.

Alex Villanueva, sherif i Los Angeles County, har tidligere sagt, at Woods var “meget heldig” med at overleve ulykken.

Woods er ikke blevet sigtet for ulykken.

Stjernens mange nedture

I det hele taget har Tiger Woods liv været præget af voldsom turbulens i de senere år. Nedtur har fulgt nedtur.

Ulykken tirsdag er således den tredje, hvor politiet har været involveret.

I 2009 torperede han en brandhane og endte bagefter i et træ. Dette uheld blev i øvrigt starten på afsløringerne af de mange affærer, han havde haft kørende i årevis. En skilsmisse og et massivt forbrug af alkohol og medicin fulgte.

I maj 2017 fandt politiet i Florida Tiger Woods snorksovende i sin bil, som holdt skævt parkeret ved vejsiden. Han blev tiltalt for at have kørte med sløvende medicin i blodet. Pillerne havde han angiveligt taget på grund af smerter i ryggen.

Den engang så feterede goldstjerne er bestemt ikke ukendt med at ligge på operationsbordet. Han er blevet opereret fem gange i ryggen og fire gange i det venstre knæ.

Powered by Labrador CMS