Vild med dans: TV2 åben for markant ændring
Flere homoseksuelle har deltaget i Vild med dans, men endnu har der ikke været par af samme køn på gulvet.
I 14 sæsoner har Vild med dans haft mand/kvinde-par på gulvet, når seerne fredag efter fredag har kunnet følge med i den voldsomt populære dansekonkurrence.
Men i fremtiden kan det være, at mænd kan få lov at danse med mænd, mens kvinder kan danse med kvinder i programmet.
Det siger TV2s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech, til Berlingske.
– Man kan tale både for og imod ideen. Argumentet imod par af samme køn er, at så deltager alle uanset seksuel orientering på samme vilkår, det vil sige mand-kvinde. Som argument for tæller, at traditioner er til for at brydes, siger han til avisen.
Homoseksuelle par med hver sin partner
Han bemærker, at showet allerede sidste år havde et par på gulvet bestående af to homoseksuelle – nemlig designeren Nicholas Nybroe og danserinden Luise Dons.
I 2014 var danseren Silas Holst og skuespilleren Johannes Nymark, der privat er gift med hinanden, også på gulvet i showet – dog med hver deres kvindelige partner.
Thomas Richardt Strøbech åbner dog for, at der i fremtiden kan blive par af samme køn, hvis det skulle være et ønske fra en deltager, siger han til avisen – også selvom han ved, der er forskellige holdninger til det.
– Meningerne er mange, også i det homoseksuelle miljø, tror jeg, men vi er forberedt på enhver tænkelig kombination, siger han.
/ritzau/FOKUS