Vild med dans-deltager tissede blod
Det tog syv års arbejde, før TV2-værten Kristian Bech fik overbevist politiet om at tage ham ind.
Et krævende job i hælene på forbrydere, fodbold i fritiden og nu også “Vild med dans”.
Det lå umiddelbart ikke i kortene for TV2-værten Kristian Bech at være så fysisk aktiv, som han er.
Artiklen fortsætter under videoen
Da han var blot tre år gammel, fik han fjernet sin ene nyre og lever i dag – som 44-årig – med kun én nyre.
Derfor går han på gulvet med en mission i årets udgave af “Vild med dans”.
– Jeg kan ikke gøre noget halvt, for så opnår jeg ikke noget. Det lyder lidt pladderromantisk at sige, men jeg håber virkelig, at folk kan få inspiration af min historie til at kæmpe for det, de tror på, siger Kristian Bech.
– Jeg føler, jeg har kæmpet i livet for nogle ting og opnået det, siger han.
Afsløret af blod i urinen
Skruer vi tiden 41 år tilbage, stod Kristian Bech ofte som barn og trippede frem og tilbage, som om at han hele tiden skulle tisse.
En dag kom der blod med ud i urinen, og forældrene tog ham til lægen, hvor et større udredningsforløb gik i gang.
Der var ikke andet at gøre: Nyren skulle fjernes.
Siden har Kristian Bech kunnet leve et almindeligt liv med én nyre.
Men det har alligevel haft store konsekvenser.
– Jeg har altid drømt om at blive politimand. Min mor og far har efterfølgende fortalt mig, at de godt vidste, jeg ikke kunne komme ind, men de nænnede ikke at sige det til mig, for de ville ikke ødelægge min drøm.
– Da jeg var 21, søgte jeg ind og fik at vide, at det aldrig nogensinde ville kunne lade sig gøre. Jeg kunne lige så godt lade være. Og så faldt min verden fra hinanden.
– Jeg begyndte at læse til markedsføringsøkonom, men sad og var træt af mit liv. Jeg kunne ikke leve resten af mit liv uden at have gjort, alt hvad jeg kan.
Syv års arbejde
“Fandeme nej”, tænkte Kristian Bech nemlig og begyndte et enormt ansøgningsarbejde.
Det tog ham syv år, fra første gang han søgte ind i politiet, til han endelig blev optaget.
Han indhentede alle mulige lægelige ekspertudtalelser og trænede – med egne ord – som en vanvittig og sendte stakken af papirer ind til ansøgningsudvalget sammen med et langt skriv på, hvorfor de skulle optage ham.
Kristian Bech fik svar tilbage. Denne gang var det ikke en afvisning, men en dør på klem: “Du må godt forsøge”, lød det, og efter nogle år kunne Kristian Bech endelig iføre sig uniformen.
Karrieskift kræver mod
Efter en årrække i politiet skiftede Kristian Bech de blå blink ud med rullende kameraer.
Han er nemlig siden sprunget ud som vært i en række krimiprogrammer – “Station 2”, “Tæt på” og “Som sunket i jorden” – og også karriereskiftet har givet ham modet til at sige ja til “Vild med dans”.
– Da jeg begyndte at lave tv, var der mange, der sagde: “Du er jo ikke journalist, hvad laver du her?! Det kan du jo ikke”. Men det er jo gået okay, siger han og fortsætter:
– Seere, som måske går og drømmer om noget, de ikke tør at gøre, kan kigge på mig og sige: “Når han tør gøre det foran en million seere, så tør vi også det, vi går og kæmper med”. Det lyder måske lidt overdrevet, men det er faktisk en ret stor personlig udfordring for mig.
Trods sin baggrund i politiet og i hælene på forbrydere i sine krimiprogrammer er “Vild med dans” noget helt andet, fortæller han.
– Jeg har lavet nogle vilde ting, men intet af det kommer i nærheden af at skulle stå på et dansegulv, siger han og uddyber:
– Det er virkelig angstprovokerende og har været det i mange år, så da muligheden bød sig, så havde jeg det også bare sådan, at: “Det er nu, du skal gøre op med dine indre dæmoner. Det er nu, du skal vise, at du kan!”, fortæller han.
Den 17. sæson af “Vild med dans” får premiere på TV2 og TV2 Play den 2. oktober.