Vil du sige farvel til prinsen: Sådan kan du gøre

Der er mange muligheder for at sige farvel. Både personligt og på skrift. Herunder kan du også se det smukke billede af båren inde på Amalienborg Slot.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Henrik bliver lagt på castrum doloris fra lørdag 17. februar.

Forinden skal prinsens båre køres til Christiansborgs Slotskirke.

Fredag aften klokken 18 overføres Prins Henriks båre fra Amalienborg Slot til Christiansborg Slotskirke i en rustvogn efterfulgt af den kongelige familie. Det oplyser kongehuset.

Båren køres i en rustvogn, der efterfølges af den kongelige familie.

I galleriet over artiklen kan du se bårens og følgets rute. (Det foregår på det tidspunkt for at undgå myldretiden, da trafikken til dels vil blive afspærret).

I samme galleri har vi også samlet indtryk fra torsdag, hvor du blandt andet kan se bårens tur fra Fredensborg Slot til Amalienborg. Du kan også se den kongelige familie tage nogle af alle blomsterne og hilsnerne på slotspladsen i øjesyn.

Ruten afspærres

Ruten går blandt andet forbi den franske ambassade og Holmens Kirke, hvor dronningen og prinsen blev gift.

I forbindelse med optoget afspærres ruten. Du kan se hvor og hvornår under billedet af den.

Cirka klokken 18.15 bæres båren fra rustvognen ind i slotskirken af ti officerer fra Den Kongelige Livgarde.

Kongehuset oplyser i en pressemeddelelse, at ved ankomsten til Christiansborg Slotskirke vil prinsens båre blive mødt af et æreskompagni med fane fra Jydske Dragonregiment. Jydske Dragonregiment bærer prins Henriks navnetræk.

Efter ankomsten bæres båren ind i Slotskirken af 10 officerer fra Den Kongelige Livgarde. Udenfor vil Prinsens Musikkorps spille Hartmanns Sørgemarch til Thorvaldsen, og inde i kirken vil Holmens Kantori synge, hvorefter den kongelige familie deltager i privat kirkelig ceremoni ved kongelig konfessionarius.

Om aftenen vil der være en kort religiøs ceremoni for prins Henriks nærmeste. Det er blandt andre kongefamilien og prinsens franske familie.

Officerer står vagt

I Danmark er det en gammel tradition, at officerer står vagt ved Castrum Doloris. Officerer fra Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet vil på skift stå æresvagt omkring prins Henriks båre, oplyser kongehuset i pressemeddelelsen.

Hvert vagthold vil bestå af otte officerer, hvor én vil være chef med rang af oberst eller kommandør samt én næstkommanderende med rang af oberstløjtnant eller kommandørkaptajn. Derudover vil der være to majorer eller orlogskaptajner, to kaptajner eller kaptajnløjtnanter og to premiereløjtnanter.

Vogtet af soldater

Indtil da bliver båren bevogtet i Christian IXs palæ på Amalienborg.

Den bliver vogtet af to militære enheder, der har betydet meget for prinsen – Dannebrog og Livgarden. Der er tale om to gardere, to gaster og en sergent.

Der er helt almindelige værnepligtige, der står døgnvagt ved båren, indtil båren overføres til Christiansborgs Slotskirke. Det er to gardere, to gaster og en sergent.

Castrum doloris

Kongehuset oplyser i det officielle program, at prinsen vil ligge på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke fra lørdag 17. februar.

Castrum doloris stammer fra latin og betyder ‘smertens leje og er den offentlige fremvisning af prominente personers kiste inden begravelsen.

Lørdag 17. februar vil den lukkede kiste først blive besøgt af kongefamilien cirka klokken 10.15. De vil være der cirka en halv time, oplyser kongehuset.

Herefter er der adgang for offentligheden mellem klokken 15 og 19.

Søndag mellem klokken 12 og 19 og mandag i første omgang for særligt indbudte gæster klokken 13, hvorefter offentligheden igen får adgang mellem klokken 15 og 19.

Kongehuset understreger, at fotografering ikke er tilladt.

Tirsdag 20. februar klokken 11 er der bisættelse af prinsen.

‘Flot dækning’

Ifølge BT takkede Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby pressen for “en utrolig flot dækning” af prins Henriks død.

Lene Balleby understregede også, at kongefamilien “naturligvis har bemærket den varme, der har været fra folket”.

En sidste hilsen

Har du lyst til at skrive en sidste hilsen, eller en anden hilsen i forbindelse med prinsens død, kan du gøre det i Det Gule Palæ, hvor der er fremlagt kondolance-bøger.

Det samme er der på Aarhus Rådhus.

Derudover her der fra torsdag været fremlagt kondolencelister i Statsforvaltningens afdelinger udenfor København.

De vil være tilgængelige frem til 20. februar.

Nærmere oplysninger om adresser og åbningstider kan findes på Statsforvaltningens hjemmeside.

Under ombygning

Lige nu arbejder håndværkere på højtryk med at gøre indgangen ved slotskirken klar.

Det skriver TV2.

Den er nemlig i øjeblikket under ombygning; på grund af terrorsikring skal der granitblokke erstattes af granitkugler.

Derudover skal adgangen til slotskirken også forbedres.

Ifølge TV2 skal alt dog være klart til fredag klokken 18.

Kilder: Kongehuset, BT, TV2.

Powered by Labrador CMS