Her kan der falde en måneds regn på en uge

Som Newsbreak allerede tidligt søndag skrev, bliver det en regnfuld begyndelse på marts.

Der er udsigt til, at der kan falde en måneds regn i løbet af næste uge. I det mindste var søndag formiddag skøn. Arkivfoto: Scanpix
Der er udsigt til, at der kan falde en måneds regn i løbet af næste uge. I det mindste var søndag formiddag skøn. Arkivfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Selv om søndag flere steder har været en nogenlunde pæn dag med temperaturer helt op i de tocifrede tal flere steder, så har alting en ende, og enden er nær, kan vi godt afsløre.

Den første hele uge i marts bliver nemlig våd, fyldt med regn og rusk, fortalte Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk søndag morgen.

Meldingen er der ikke lavet om på, men nu kan TV 2 Vejret så til gengæld løfte sløret for, hvor meget regn, deres meteorologer mener, der kommer til at falde i den kommende uge – og det er meget.

“Ifølge modellen fra det samlede europæiske regnecenter, ECMWF, får halvdelen af Danmark over 50 millimeter regn, og den resterende del af landet får mellem 25 og 50 millimeter”, skriver meteorolog Jens Ringgaard.

En måneds regn

Det svarer faktisk stort set til den normale nedbør for hele marts måned. Her er normalen nemlig omkring 40 millimeter. Ifølge DMI ser det ud til, at regnen begynder allerede søndag og bare fortsætter ind i mandag.

– Jeg kan ikke se opklaring forude på min skærm lige nu. Vi går ind i en periode med mange fronter, og så bliver det rigtigt forårsvejr. Det vil sige regn og rusk, sagde Mette Wagner søndag morgen.

Med det mener hun helt præcist vindstød af stormstyrke og kuling – og en gedigen mængde vand fra oven.

– Har nogen været lidt på forkant med at slæbe trampolinen ud i haven, bør de nok trække den tilbage, hvis ikke de vil over til naboen og hente den et par gange, lyder rådet fra meteorologen.

Powered by Labrador CMS