Verdensstjerner kommer til Aarhus

Dream Theater kommer til Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver for alvor smæk på (metal)drengen, når et af verdens mest berømte bands kommer til Aarhus til juni.

I en pressemeddelelse oplyser Musikhuset i smilets by, at det verdensberømte metalband Dream Theater kommer til Aarhus og giver koncert i Store sal i juni.

Dream Theater har mere end 15 millioner solgte albums og to Grammy-nomineringer på CV’et. De har leveret storslåede koncerter rundt om i det meste af verden – og nu kommer de så til Aarhus.

– I Musikhuset går vi en stor sommer i møde med en række fantastiske live-oplevelser, som vi glæder os utroligt meget til. Med både punkrockikonet Patti Smith, indierockerne Band of Horses og jazzkometen Gregory Porter tegner der sig allerede et fantastisk sommerprogram, som Dream Theater fuldender, siger Musikhusets kunstneriske chef, Mette Kier.

Energifyldt musik

Bandet lægger vejen forbi Musikhuset på deres Distance Over Time turné i anledning af, at de netop har udgivet deres 14. album. Det nye album er ifølge bandet selv et organisk og autentisk album, hvor de søger tilbage til deres rødder. På mange måder er den kemi som opstod med bandet i 1985 stadig central i den musik, de skaber i dag. Og den kemi er actionfuld.

De progressive metalmusikere – James LaBrie (vokal), John Petrucci (guitar), Jordan Rudess (keyboard, John Myung (bas) og Mike Mangini (trommer) – deler et unikt bånd. Både med hinanden og med nogle af verdens mest passionerede fans. Man kan se frem til en stor live-oplevelse, når metalstjernerne kommer til Store sal og leverer et brag af en koncert.

Billetsalget til koncerten med Dream Theater er i gang på Musikhusets hjemmeside.

Her kan du også læse, at billetpriserne ligger mellem 495 og 645 kroner. Support er bandet Theory.

Powered by Labrador CMS