Verdensstjerne har det bedst i Danmark

Sangerinden Ida Corr har optrådt verden over. Men det er på den danske hjemmebane, at hun har haft sine mest mindeværdige momenter som musiker

Offentliggjort Sidst opdateret

Smukfest står som noget ganske særligt for Ida Corr.

Den 46-årige sangerinde har været en del af den danske musikscene i tæt på 30 år. Stemmen har også bragt hende internationalt til tops, og hun har optrådt verden over med monsterhittet "Let Me Think About It".

Det hele begyndte i Bøgeskoven i Skanderborg, og det er blandt hendes mest mindeværdige festivalmomenter, når hun her ser tilbage.

Hvad er din yndlingsfestival og hvorfor?

- Det er Smukfest. Det første show, jeg nogensinde har spillet, var der. Jeg var 16 år gammel, da jeg spillede på Bøgescenerne første gang med mit band, Årgang '77.

Ida Corr optrådte på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene tidligere på sommeren som en del af artisterne til koncertkonceptet JammJam. (Arkivfoto).
Ida Corr optrådte på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene tidligere på sommeren som en del af artisterne til koncertkonceptet JammJam. (Arkivfoto).

- Den modtagelse og oplevelse vil for evigt være et kæmpe minde. Så alle de andre gange, jeg har spillet på Smukfest, har bare været som at komme hjem på en eller anden måde, siger Ida Corr med et smil.

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som optrædende på en festival?

- Jeg har været privilegeret at få lov til at spille på rigtigt mange vilde festivaler rundt omkring i verden. Men det er stadig, dengang jeg spillede på Bøgescenerne første gang.

- Jeg var så ung, og det var så nyt det hele. På en eller anden måde var det som at få et kæmpe kram af branchen og hele miljøet, der er der, når man er så ung. Jeg vil aldrig, aldrig glemme det, siger hun.

Ida Corr sang kor for blandt andre Gnags og Sanne Salomonsen, inden hun albumdebuterede i 2005 med pladen 'Streetdiva'. Hun har ramt toppen af de internationale hitlister med Fedde le Grand-samarbejdet 'Let Me Think About It'.
Ida Corr sang kor for blandt andre Gnags og Sanne Salomonsen, inden hun albumdebuterede i 2005 med pladen "Streetdiva". Hun har ramt toppen af de internationale hitlister med Fedde le Grand-samarbejdet "Let Me Think About It".

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Jeg har mange festivaler under bæltet ... Jeg kan ikke udpege en enkelt oplevelse ... Det er hele viben omkring, at folk bare gerne vil hygge sig.

Hvad er det mest nyttige, du har med på en festival?

- Det er sneaks. Det er ret praktisk, siger Ida Corr og peger på sine sko.

- Det er vigtigt, at man kan gå rigtigt meget. Det er vigtigt, man kan danse rigtigt meget. Og det er vigtigt, at man kan starte forfra igen næste dag.

Hvad er det mest unyttige, du har med på en festival?

- Jeg kommer måske nogle gange til at pakke lidt for meget med, når man skal til og fra.

Ida Corr har været en del af den danske musikscene, siden hun som teenager vandt det første danske Melodi Grand Prix for børn. (Arkivfoto).
Ida Corr har været en del af den danske musikscene, siden hun som teenager vandt det første danske Melodi Grand Prix for børn. (Arkivfoto).

Hvad elsker du mest ved festivalkonceptet?

- Jeg elsker, at man kan høre så meget ny musik. Jeg elsker det for både bandene og for publikum, siger Ida Corr og uddyber:

- Normalt når man spiller koncerter som artist, er det som regel dine egne fans og dit eget crowd, der kommer til. Det er meget sjældent, du får lov til at møde nye. Og omvendt som festivalgæst så kan jeg få lov til at opleve en masse ny musik, som jeg ellers ikke måske ville komme ud at høre. Det synes jeg, er fuldstændig genialt på begge parter.

IDA CORR

Ida Corr er en dansk/gambiansk sangerinde og sangskriver. Hun vandt i 1991 som 14-årig det første børne-Melodi Grand Prix med bandet Årgang '77 med sangen "Steal my heart" og som 16-årig optrådte hun med sit band på Skanderborg Festival foran 18.000 mennesker som opvarmning for The Sandmen

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS