Verdensmester i 90’erne: Kæmpestor wrestling-legende død

Den 63-årige eks-wrestler Vader, med det borgerlige navn Leon Allen White, er død.

Offentliggjort Sidst opdateret

Wrestleren Big Van Vader var i 90’erne en af sportens allerstørste stjerner. Både bogstaveligt – han vejede 200 kilo – og sportsligt, hvor han vandt verdensmesterbælter og kæmpede store kampe mod blandt andet The Undertaker.

Nu er han død i en alder af 63 år. Det skriver sønnen Jesse White på Vaders twitterprofil.

Sønnen skriver, at Vader for en måned siden blev indlagt med en alvorlig lungebetændelse. Det kommer efter flere år med hjerteproblemer forårsaget af den hårdtslående karriere, skriver Wrestlinginc.

Forbløffende sportskarriere

Big Van Vader var kendt for at wrestle iført en rød lædermaske og var forbløffende adræt, hans 200 kilo taget i betragtning.

Højdepunktet i wrestlingkarrieren var Vaders tre perioder som indehaver af verdensmesterbæltet i wrestlingforbundet WCW. Han holdte sammenlagt bæltet i over et år.

Inden sin wrestlingkarriere var Leon Allen White – som Vaders borgerlige navn er – amerikansk fodboldspiller. Han spillede med i Super Bowl i 1979 for Los Angeles Rams.

 

Powered by Labrador CMS