Verdenskendt tryllekunstner død: Blev 77 år
En af verdens mest elskede tryllekunstnere er død, 77 år gammel. Paul Daniels døde af en hjernetumor torsdag
Torsdag blev verden en tryllekunstner fattigere. Paul Daniels døde af en uhelbredelig hjernetumor.
Det er kun en måned siden, Daniels blev diagnosticeret med tumoren, men læger var ikke i stand til at bedømme, hvor lang tid han havde tilbage, skriver Metro.
Paul Daniels tilbragte sin sidste tid hjemme sammen med sin hustru Debbie McGee og sønnen Martin Daniels. Martin sagde før faderens død:
– Far får det ikke bedre. Der er ingen behandling, der kan hjælpe ham. Lægerne har ikke sagt, hvor mange uger eller måneder, han har tilbage – og vi har ikke spurgt. Han ved, det er ude af hans hænder nu, og vi lever med visheden om, at hver dag er en bonus.
Elsket for sin frække personlighed
Paul Daniels var kendt og elsket ikke kun på grund af sine tryllekunster men også for sin frække personlighed, når han optrådte.
Han fik sit eget tv-show i 1978 – og kort tid efter blev han fast inventar på BBC med “The Paul Daniels Magic Show”, som kørte i 15 år.
I 90’erne blev hans type tryllekunst erstattet af mere gade-inspireret gøgl og kunstnere som David Blaine, så han og hustruen Debbie deltog i flere reality-shows.
Han var sågar deltager i den britiske version af Vild med Dans – Strictly come Dancing.
Paul Daniels efterlader sig hustruen Debbie McGee, sønnerne Paul, Gary og Martin Daniels.