Verdenskendt dansk model pludselig død
Blev 38 år.
Barbara Zatler har opnået lidt af hvert som model. Dansk/sloveneren var blandt andet forsidemodel på den slovenske udgave af Playboy i 2009. Nu er hun pludselig død, skriver Ekstra Bladet. Det fremgår af et opslag på Zatlers Facebook-side, som familien står bag.
“Det er med stor sorg at familien og nære venner til Barbara Zatler kan fortælle at Barbara i starten af juli måned 2019 forlod denne verden. Det kom som et stort chok for os alle, fremgår det af den offentlige Facebook-opdatering.
Zatler er her hjemme også kendt fra roller i for eksempel Klovn og Zulu Djævleræs.
Modellen efterlader sin fireårige datter Samara, der nu bor fast hos sin far. Hun har det godt, fremgår det af Facebook. Her står det også, at modellen allerede er blevet bisat den 23. juli. Det foregik i stilhed og privat.
I april deltog Barbara Zatler i et stort interview med ugebladet Ude og Hjemme, hvor det fremgik, at hun havde en meget utryg opvækst med blandt andet tæsk. Hun blev siden sendt på børnehjem og dulmede dæmonerne med stoffer.
– Når jeg tog stoffer, følte jeg ikke smerten indeni. Alt var bare sjovt og fedt, når jeg tog ecstasy, sagde Barbara Zatler, der var i gang med en uddannelse som socialrådgiver.
Zatler blev 38 år.