Verdens ældste mand er død
Med en alder på 113 år og 48 dage trak spanske Francisco Núñez Olivera stikket mandag den 29. januar 2018. I præcis 171 dage nåede han - der var veteran fra den spanske borgerkrig - at være verdens ældste mand.
Francisco Núñez Olivera blev født den 13. december 1904 – altså lidt mere end syv år før Titanic sejlede ind i det her isbjerg.
I præcis 171 dage var Francisco Núñez Olivera den ældste levende mand i verden – men verdens ældste mand er død nu.
Han blev 113 år og 48 dage – og det er nok til at sende den spanske olding ind på en 16. plads på alle tiders hitliste over de ældste mænd.
Godt tre år efter nummer et
Nummer et på den liste var Jiroemon Kimura, der levede fra den 19. april 1897 til den 12. juni 2013.
Det svarede til 116 år og 54 dage – og altså mere end tre år længere end vores spanske ven.
Hans alder var dog intet at sammenligne med de længst levende kvinder – og Jiroemon Kimura ligger blot nummer 16 på den samlede liste over de ældste mennesker i verden.
Verdens hidtil ældste menneske er ifølge Wikipedia franske Jeanne Calment, der blev 122 år og 164 dage.
Fik nyren fjernet som 90-årig
Francisco Núñez Olivera blev født i Extremadura og sluttede sig til hæren i en alder af 19 år for at kæmpe først i Berber-krigen og siden i den spanske borgerkrig.
Da han rundede 90 år fik han sin ene nyre fjernet – men havde altså ikke problemer med fortsat at leve livet.
Den ældste dansker nogen sinde var i øvrigt også en mand – Christian Mortensen.
Han blev 115 år og 252 dage og er den næstældste mand, der nogen sinde har levet. Han er også nummer 22 på listen over samtlige længstlevende personer.