Var verdens rigeste

Warren Buffetts formue svinder ind år for år. Men verdens syvenderigeste mand, der søndag den 30. august fylder 90 år, holder dog skindet på næsen.

Warren Buffett deltager hvert år ved generalforsamlingen i sit firma, Berkshire Hathaway, og svarer på spørgsmål fra aktionærerne. Her er han fotograferet ved den lejlighed i 2019. – Foto: Scott Morgan/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Før finanskrisen var han verdens rigeste menneske.

I starten af i år var han faldet til fjerdepladsen. Og i skrivende stund er Warren Buffett “kun” verdens syvenderigeste menneske ifølge magasinet Forbes.

Artiklen fortsætter under videoen

Så det går den forkerte vej.

Men med en formue på lige i underkanten af 500 milliarder kroner er der stadig lidt tilbage på kistebunden for den amerikanske investorguru.

Warren Buffett, der søndag den 30. august fylder 90 år, er også selv delvis skyld i, at førstepladsen kommer længere ud af rækkevidde.

I juli gav han 18 milliarder kroner til velgørende formål. Og det er lidt af en sommertradition. I alt har han doneret mere end 230 milliarder ifølge avisen New York Times.

For et årti siden gik Warren Buffett sammen med Microsoft-stifter Bill Gates og dennes hustru, Melinda Gates, og 37 andre ultrarige.

De lancerede “The Giving Pledge”, et løfte om at fordele hovedparten af deres milliarder til filantropiske formål.

Til velgørenhed

Warren Buffetts eget løfte går på, at 99 procent af hans rigdom skal gå til velgørenhed i stedet for at blive i familien som arv.

Han har blandt andet sagt, at hans tre børn skal arve så meget, “at de føler, de kan gøre, hvad de vil, men ikke så meget, at de kan gøre ingenting”.

Formuen begyndte Warren Buffett tidligt at skrabe sammen til. Allerede som 11-årig ejede han sine første aktier, og ti år senere fik han en økonomigrad fra Columbia Business School i New York.

Han grundlagde et investeringsselskab, som investerede i aktier og købte hele firmaer.

I dag er Berkshire Hathaway, som selskabet kom til at hedde, en af klodens 15 største virksomheder målt i værdi, og verdens aktiemarkeder har i det seneste århundrede aldrig set en så succesfuld investor som Warren Buffett.

Han laver også fejltrin. Som hans nylige investering i luftfartsindustrien, som floppede på grund af coronakrisen.

Men oftere rammer han plet. Som hans berømte sats på Coca-Cola og Apple, der har givet pengene mange gange igen.

En legende

Hans uovertrufne succes har gjort ham til en legende på Wall Street og et navn, som stort set alle amerikanere kender.

Han er stadig aktiv og dukker trofast op til de årlige generalforsamlinger i sin hjemby, Omaha i Nebraska, for at svare på spørgsmål om stort og småt i timevis.

Aktionærer står i kø fra før solopgang for at få en plads i salen og høre på “Oraklet fra Omaha”.

Buffett er også kendt for sin relative beskedenhed. De eneste laster, det aldrende finansgeni har, er rødt kød, Coca-Cola og en hang til privatfly.

Og der er ikke meget Joakim von And over, at han stadig bor i det hus, han købte i 1958 med sin første kone, Susan Thompson, før milliarderne rullede ind.

Hun døde i 2004, og Warren Buffett blev siden gift med deres fælles veninde, Astrid Menks.

Powered by Labrador CMS