Valgt til Folketinget uden at føre valgkamp

Tidligere lagmand og markant færøsk nestor er tilbage i Folketinget. 19. september fylder Edmund Joensen 75 år.

Tidligere lagmand Edmund Joensen er varm fortaler for rigsfællesskabet, hvilket formentlig har bidraget til, at den markante politiker blev valgt uden at føre egentlig valgkamp. Foto: Ernst Van Norde/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

For tredje gang kan færøske Edmund Joensen indlede en ny periode i Folketinget for Sambandspartiet, der er søsterparti til Venstre.

Det er på alle måder en erfaren mand, der indtager pladsen i Folketinget, da han har været lagmand, formand for Lagtinget og medlem af Folketinget fra 1994-1998 samt 2007-2015 og altså igen fra 2019.

Artiklen fortsætter under videoen

Han er varm fortaler for rigsfællesskabet, hvilket formentlig har bidraget til, at den markante politiker blev valgt uden at føre egentlig valgkamp. Han har blot deltaget i en enkelt debat.

19. september fylder Færøernes grand old mand 75 år.

En lang politisk karriere

Edmund Joensen blev for første gang i 1988 valgt til Lagtinget for det socialliberale parti Sambandsflokkurin, som det retteligt hedder. Han blev efterfølgende valgt til partiets formand i 1990 og var den parlamentariske leder fra 1990 til 1994.

Ved lagtingsvalget i 1994 fik partiet så stor tilslutning, at Edmund Joensen kunne danne regering og dermed blive lagmand.

Efter at have tabt valget i 1998 blev Edmund Joensen igen lagtingsmedlem og parlamentarisk leder for sit parti. Fra 2002 til 2008 var Joensen samtidig lagtingsformand.

Når det gælder den politiske historie i Danmark, vil Edmund Joensen blandt andet blive husket for at have slået et afgørende søm i Ny Alliances ligkiste.

Den nærmest utrolige nedsmeltning for Ny Alliance betød, at Edmund Joensen fik det afgørende mandat og kunne sikre Anders Fogh Rasmussens regering et flertal uden Ny Alliances fem mandater.

Igen i 2010 var han det afgørende mandat, da han sikrede VKO-flertallet i Folketinget, efter at Christian H. Hansen besluttede sig for at forlade Dansk Folkeparti og blive løsgænger.

I øvrigt har han et ganske afslappet forhold til det at være mandat nummer 90 på Christiansborg.

– På sin vis er det da det lidt ærefuldt, sagde Joensen ved den lejlighed til Ritzau.

Powered by Labrador CMS