Væk fra slottet: Prins skal bo på tankskib
Prins Harry skal overnatte på et tankskib, når han rejser til Caribien senere i november.
Når prins Harry om lidt drager af sted til Caribien, må han vinke farvel til den royale luksus, der følger med på slottet, for en stund.
Ifølge The Telegraph skal prinsen nemlig overnatte på et stort tankskib, når turen mod de varmere himmelstrøg skydes i gang den 20. november.
Seks nætter på tankskib
Den 32-årige prins skal sammenlagt tilbringe seks nætter på tankskibet.
Den skal blandt andet transportere ham til Barbados, St Lucia og Grenada.
De kommende overnatninger på skibet har ifølge The Telegraph sparket gang i debatten om, hvorvidt Storbritannien igen skal have et Kongeskib, som vi har i Danmark.
I alt varer prinsens tur til Caribien 14 dage.
På turen skal den britiske prins repræsentere sin farmor, dronning Elizabeth.
Må undvære sin nye kæreste
Det betyder også, at den nyforelskede prins formentligt må undvære sin nye kæreste, skuespilleren Meghan Markle, i de to uger.
Det britiske kongehus offentliggjorde prinsens kærlighedsforhold til den amerikanske skuespillerinde, da det den 8. november udsendte en pressemeddelelse.
I meddelelsen bedte prins Harry medierne og offentligheden om at lade sin kæreste være i fred.
– Prins Harry er bekymret for frøken Markles sikkerhed og er dybt skuffet over, at han ikke har kunnet beskytte hende.
– Det er ikke i orden, at frøken Markle skal være udsat for en sådan storm få måneder inde i forholdet, stod der blandt andet i meddelelsen.
Prins Harry er den yngste søn af prins Charles og afdøde prinsesse Diana.
/ritzau/FOKUS