Usande og krænkende påstande: Kongehuset kræver rettelse
Kongehuset kræver en rettelse efter ugebladet Tæt På i sidste uge skrev, at der var splid mellem kronprinsessen og prinsesse Marie.
Ugebladet Tæt På skrev i sidste uge, at der var splid mellem kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.
Ugebladet skrev, at kronprinsessen takkede nej til en invitation fra grevinde Alexandra til en bytur sammen med prinsesse Marie.
Alligevel mødte kronprinsesse Mary op på restaurant Umami i København – men sammen med sine egne veninder, skrev Tæt På i sidste uge.
Og ugebladet skrev, at kronprinsesse ignorerede prinsesse Marie og grevinde Alexandra.
Pure opspind
Men nu viser det sig, at det slet ikke er sandt, skriver eb.dk.
Derfor har Kongehuset krævet en rettelse fra Tæt På, der således nu skriver:
– Disse oplysninger er usande. Kronprinsessen var ikke på restaurant Umami den aften, hvor prinsesse Marie og grevinde Alexandra var gæster på restauranten. Tæt På beklager at have bragt usande, krænkende påstande om kronprinsesse Mary.
Fåmælt Kongehus
Kongehuset er fåmælte om sagen:
– Jeg kan bekræfte, at vi rettet henvendelse til Tæt På, og at der er indgået et tilfredsstillende forlig, siger kommunikations- og pressechef i Kongehuset, Lene Balleby, til kendte.dk.
Kongehuset har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Det er ikke første gang, at Tæt På’s ansvarshavende redaktør Erling Tind Larsen er kommet på kant med Kongehuset. Det skete to gange, da han var chefredaktør på ugebladet Her og Nu, skriver eb.dk.