USA kræver prins udleveret til afhøring

De amerikanske anklagemyndigheder kræver prins Andrew udleveret til afhøring.

Udgivet Opdateret

Det har hidtil været småt med prins Andrews vilje til at samarbejde med de amerikanske anklagemyndigheder i sagen om nu afdøde og pædofilidømte Jeffrey Epstein. Men nu kan der ifølge New York Post komme skred i sagen.

Artiklen fortsætter under videoen

Jeffrey Epstein, der tog sit eget liv i sin fængselscelle i New York den 10. august, stod anklaget for nye sex-overgreb og det er i den forbindelse, myndighederne ønsker at snakke med den britiske prins.

Mediet skriver, at myndighederne nu, ifølge The Sun, efter forgæves at have forsøgt at få prinsen i tale, angiveligt har anmodet om at få ham udleveret til vidneafhøring. Desuden, at det er sket direkte til den britiske regering og udenom kongehuset.

USA benytter sig således af, at der findes en aftale de to lande imellem, der giver mulighed for samarbejde i forbindelse med indsamling af bevismateriale til retsforfølgning og efterforskning af kriminelle handlinger.

I modsætning til sin mor, dronning Elizabeth, har prins Andrew ikke suveræn immunitet og kan dermed tvinges til at vidne.

Tiltaget sætter den britiske regering og også kongehuset i en meget vanskelig position – og hertugen af ​​York i en endnu værre.

”Det er et kæmpe skridt af USA, som dermed drager prins Andrew direkte ind i efterforskningen af  kriminelle handlinger og efterforskningen af dem. Det er samtidig også et diplomatisk mareridt,” fortæller en kilde til The Sun.

Virginia Roberts Giuffre, et af Jeffrey Epsteins ofre, har længe hævdet, at finansmanden tvang hende til at have sex med prins Andrew tre gange. Første gang i 2001 da hun blot var 17 år gammel.

Prins Andrew har hele tiden benægtet påstanden.

Powered by Labrador CMS