Ung prins’ liv tager markant drejning
Prins Nikolai har rykket teltpælene op og er nu flyttet på kaserne.
Den unge fremadstormende prins Nikolai har nu taget hul på et nyt kapitel i sit liv.
Onsdag rykkede han nemlig ind på en 12-mands stue på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han skal bo de næste seks måneder i forbindelse med sin uddannelse til reserveofficer. Det skriver JydskeVestkysten.
På Sergentskolen er man klar til at tage imod prinsen, der ikke skal forvente særbehandling ifølge presseofficer og kaptajn Martin Hillmann.
– Han skal have samme oplevelse af at være soldat, stå i kø og få lov til at gå i byen i Varde, siger han til JydskeVestkysten.
Når Prins Nikolai efter seks måneder i Varde er blevet uddannet til sergent, skal han videre til Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøllejren, hvor han skal gennemgå uddannelsen til løjtnant.
Gør som Joachim
Prins Nikolai har bestemt ikke sin militære interesse fra fremmede.
Hans far, prins Joachim, har også befundet sig inden for den militære verden, hvor han blandt andet har været rekrut i Dronningens Livregiment.
I 1988 blev prins Joachim udnævnt til sergent, og i 1989 blev han udnævnt til løjtnant af reserven.
I 2005 blev prins Joachim desuden udnævnt til oberst af reserven i hæren.