Undertippede Morten vinder X Factor
Remees tilbageværende finalist, Morten Nørgaard, kan kalde sig vinder af X Factor 2017.
Morten Nørgaard vinder X Factor 2017, der er tiende sæson af det populære DR-program.
Det står klart, efter at finalen fredag aften blev afholdt i DR Byen i København.
I finalen stod 15-årige Mia fra Ølsted, 16-årige Chili fra Kirke Hyllinge og 26-årige Morten Nørgaard fra Odder.
Ud over titlen som vinder af “X Factor” 2017 vinder Morten Nørgaard også retten til at indspille fire numre med den amerikanske musikproducer Dallas Austin.
Den amerikanske producer har tidligere samarbejdet med kunstnere som Madonna, Michael Jackson og Janet Jackson.
Sangtræningsforløb
Men derudover kan Morten Nørgaard som en del af sin præmie også se frem til et sangtræningsforløb.
Det foregår hos den danske vokalcoach Helene Hørlyck, der tidligere har arbejdet med boybandet One Direction.
I finalen skulle de tre deltagere i første omgang hver især synge to sange.
Den ene var valgt af solistens mentor, mens musikproduceren Dallas Austin også havde valgt en sang til hver af de tre finalister, som de skulle fremføre.
Seerne bestemte
Det var suverænt seerne, som i aftenens finale bestemte, hvilke deltagere der i første omgang gik videre og dermed fik lov til at fremføre deres potentielle vindersang, som var skrevet specielt til dem.
Her fik Chili og Morten Nørgaard flest stemmer, mens Mia måtte sige farvel til “X Factor”-scenen og dermed også muligheden for at vinde “X Factor”-trofæet.
Dommertrioens eneste kvinde, Mette Lindberg, havde i år ingen deltagere med i finalen.
Thomas Blachman havde med sig i finalen 16-årige Chili og 15-årige Mia, mens Remee sammen med 26-årige Morten Nørgaard udgjorde et team.
X Factor vender tilbage
Tidligere fredag annoncerede DR i en pressemeddelelse, at “X Factor” vender tilbage til næste år.
Optagelserne til den nye sæson af programmet begynder til efteråret, hvor der vil være precasting både i Aarhus og København.
/ritzau/