Ulfs sidste sæson aflyst: Men der er godt nyt

Danmarks største revy, Cirkusrevyen, er blevet aflyst for i år.

Ulf Pilgaard tager sin sidste sæson næste år i stedet. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Cirkusrevyen er nu endeligt aflyst, fremgår det af en pressemeddelelse på revyens hjemmeside. Coronakrisen er den afgørende faktor, men også en konflikt med kommunen har spillet ind, skriver revyen som forklaring.

Gennem lang tid har revyen forsøgt at arbejde med at flytte revyen til efteråret, men myndighedernes udmelding om den gradvise genåbning – herunder forsamlingsforbud – har gjort det umuligt at gennemføre en revy i år, lyder det.

– Myndighedernes genåbning af Danmark giver os en stor usikkerhed om, hvornår vi kan forvente at kunne byde gæsterne velkommen samtidig med, at vi endnu ikke har fået tilladelsen til at dispensere fra den normale spilleperiode. Vores gæsters sikkerhed er vores første prioritet, og vi har derfor taget den store og tunge beslutning at aflyse Cirkusrevyen i år, fortæller direktør Torben Pedersen.

Cirkusrevyen er Danmark største revy, og den er beliggende på Dyrehavsbakken i Klampenborg nord for København. Årets forestilling skulle have været noget helt særligt, da skuespiller Ulf Pilgaard på forhånd havde meddelt, det ville blive sidste revy med ham.

Som en kanin op af hatten

Midt i ærgerligheden over aflysningen af årets revy er der nemlig godt nyt.

– Vi havde sat alle sejl til, at Cirkusrevyen 2020 skulle blive uforglemmelig med Ulf Pilgaards jubilæum og sidste sæson. Heldigvis kan vi allerede nu fortælle, at Ulf Pilgaard er klar til Cirkusrevyen 2021, hvor han får sin velfortjente fejring, siger Pedersen.

Han indtager scenen i teltet sammen med Lisbet Dahl, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard fra den 1. maj 2021.

Alle, der havde købt billetter til revyen, har fået den automatisk flyttet til næste års forestillinger. Det er dog også muligt i stedet at ombytte billetter eller refundere dem. Cirkusrevyen 2021 får premiere fredag den 7. maj med forpremierer fra lørdag den 1. maj.

Powered by Labrador CMS