Uhm: Joachim og Marie fik serveret hotdog med tyrepik
Prins Joachim og prinsesse Marie smagte i aftes en noget usædvanlig hotdog.
Prins Joachim og prinsesse Marie deltog mandag aften i velgørenhedsarrangementet “Top Dog Charity”. Her fik de en ret usædvanlig hotdog under det uofficielle VM i hotdogs, der fandt sted i København, skriver ugebladet Her og Nu.
Der var deltagere fra Danmark, Norge, Kurdistan, Venezuela, England, Belgien og Irland. Timm Vladimir var konferencier.
Hotdog med – en smule pik
I den engelske pølsevogn fik prinseparret serveret en hotdog de efter alt at dømme ikke er vant til i de hjemlige omgivelser i Klampenborg.
– Vi har taget det bedste fra en første date og puttet det i vores hotdog: En lille smule pik og en lille smule kusse, lød beskrivelsen af den måske lækre hotdog.
Indholdet i hotdogen var eksempelvis ko-skede, friteret tyrepenis og tyretestikler.
Kurdisk hotdog vandt
Det blev dog ikke denne hotdog, der vandt slagets gang. Det var derimod en kurdisk hotdog. Den indeholdt shish-grillet svinehjerte-pølse med hummus, yoghurt, en særlig kurdisk salat, sprødt lammefedt, hvidløg og sprødstegt aubergine, skriver Her og Nu.
Arrangementet indbragte i øvrigt 102.300 kroner, som ubeskåret gik til foreningen Care. De vil bruge pengene i Tanzania.