Tvunget til at blive hos dronningen
Der er ikke noget at gøre. Prins Philip må 'finde sig i' sin hustru.
Prins Philip og dronning Elizabeth har været gift i næsten 73 år og alligevel levet et uafhængigt liv. Blandt andet på grund af deres forskellige interesser, pligter og ikke mindst livsstil.
Faktisk skal man flere år tilbage for at finde en periode, hvor de har været så meget sammen, som de har været tvunget til, siden corona-krisen holdt sit indtog i Storbritannien.
Artiklen fortsætter under videoen
For eksempel sås de kun ganske sjældent sidste år, hvor prinsen fortrinsvis opholdt sig på Wood Farm, en del af Sandringham Estate, mens monarken først og fremmest tilbragte sin tid på Buckingham Palace.
På grund af Covid-19 rykkede parret dog sammen på Windsor Castle i midten af marts, men har de seneste uger befundet sig på dronningens sommerresidens, Balmoral, i Skotland.
Men nu er prinsen mere end klar til at sige farvel og tak og tage alene tilbage til Wood Farm. Det kan bare ikke lade sig gøre. Igen på grund af corona-krisen.
Parret råder simpelthen ikke over tilstrækkeligt personale til, at der kan etableres separate boliger i total isolation for omverdenen, fortæller kilder ifølge Royal Central til The Sun.
“Philip ville slet ikke med til Balmoral og har heller ikke lyst til at vende tilbage til Windsor,” har kilden sagt.
Det royale par har dog ifølge kilden tilsyneladende indgået et kompromis. De vil nu i nogle uger tage ophold på Wood Farm for så derefter at returnere til Windsor engang i oktober.
Dronning Elizabeth og prins Philip blev gift i Westminster Abbey den 20. november 1947.