TV2 trodser coronakrise: Begynder optagelser i maj

Coronavirussets indtog i Danmark gør det umuligt at optage det populære program, som man plejer.

TV2 har lagt an til en ny sæson – når de må optage. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om mange andre tv-produktioner er sat på standby på grund af coronasituationen, så har TV2 planer om at sparke optagelserne til den nye sæson af “Landmand søger kærlighed” i gang i næste måned. Det skriver TV2 på sin hjemmeside.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Men optagelserne til det populære program bliver anderledes, end de plejer. For der skal nemlig være god afstand mellem de kærlighedssøgende landmænd og deres bejlere.

– Vi tager både deltagernes og produktionens sikkerhed og helbred meget alvorligt, så i disse coronatider har vi selvfølgelig gjort os ekstra mange overvejelser om, hvordan vi producerer fjernsyn, hvor mennesker mødes, dater og drømmer om at finde den eneste ene, siger programredaktør Mads Volck til TV2.

Derfor skal så meget som muligt af programmet optages udendørs. Samtidig bliver produktionsholdet skåret ned til et minimum, så der ikke er for mange mennesker samlet ad gangen, lyder det.

Og generelt bliver der holdt to meters afstand.

Men skulle deltagerne få lyst til at holde hinanden lidt i hånden og måske dele et lille kys, så melder TV2, at produktionen ikke vil stille sig i vejen for lidt fysisk kontakt.

Anderledes gælder det for tv-værtinden Lene Beier, der er vant til at kramme deltagerne, som hun kommer tæt på gennem måneders optagelser. Denne sæson må hun nøjes med at hilse fra afstand, skriver TV2.

Den nye sæson af “Landmand søger kærlighed” kan ses på TV2 og TV2 Play senere på året.

Powered by Labrador CMS