Tv-vært om prins: Han har James Bond-gener

En britisk tv-vært er meget imponeret over 95-årige prins Philip, som han mener har James Bond-agtige gener.

Schofield mener, at prins Philip (billedet) endda lignede en vaskeægte James Bond som ung. Foto: JUSTIN TALLIS/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Britiske prins Philip fyldte tidligere i år 95 år, men han er stadig aldeles frisk og rørig.

Det oplevede tv-værten Phillip Schofield, som det seneste år har fulgt prinsen til officielle arrangementer på helt tæt hold.

– Han er velsignet med nogle ekstraordinære, James Bond-agtige gener, siger den britiske tv-vært ifølge Hello! Magazine.

– Han er skarp og udstyret med en frygtindgydende hukommelse. Hans humor er knivskarp, og han var ekstraordinær i forhold til, hvor meget tid han ville bruge på at være sammen med andre mennesker, siger Phillip Schofield.

Lignede en vaskeægte James Bond

Den 54-årige tv-vært er heller ikke bleg for at kommentere på prinsens udseende. Schofield mener, at prins Philip endda lignede en vaskeægte James Bond som ung.

Phillip Schofield har fulgt prinsen rundt i forbindelse med dokumentaren “When Phillip Met Prince Philip: 60 Years of the Duke of Edinburgh Award”, der fejrer 60-års dagen for den prestigefyldte “The Duke of Edinburgh”-pris.

Prins Philip giftede sig ind i den britiske kongefamilie i 1947, da han sagde ja til prinsesse Elizabeth, der nu sidder på dronningetronen i Storbritannien.

Prinsen var født græsk statsborger, og han bar før sit ægteskab titlerne prins af Grækenland og Danmark. Disse royale titler gav han afkald på for at kunne gifte sig med prinsessen.

Sammen har parret børnene prins Charles, prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS