TV-debut: Derfor gør vi det

Fra torsdag var det muligt at få et indblik i Nicklas Bendtners liv på en helt ny måde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nicklas Bendtner har været et kendt navn, siden han som kun 17-årig skrev kontrakt med den engelske storklub Arsenal, og danskerne har gennem årene kunnet følge både op- og nedture i hans karriere som professionel fodboldspiller.

Men nu lader Nicklas Bendtner og kæresten, modellen Philine Roepstorff, interesserede følge med hjem i privaten, for det er nu muligt at se de første afsnit af en ny reportageserie med parret som hovedpersoner.

– Vi talte længe om, hvorvidt det var interessant for os, om vores forhold var stærkt nok, og om vores venner var med på idéen, for vi syntes, det kunne være spændende, fortæller Philine Roepstorff.

Hun erkender dog, at der var noget betænkningstid, før parret sagde ja til muligheden, da et produktionsselskab henvendte sig til dem med idéen om en reportageserie om deres liv.

– Vi var da i tvivl, om vi skulle leve stille og godt og pakke os lidt ned, men det er jo næsten for sent, siger Philine Roepstorff og griner.

– Så på den måde kunne vi lige så godt se, om der kunne komme noget godt ud af det. Vi har fået en mulighed for at tage talerøret selv, så det ikke er andre, der taler for os, forklarer modellen, der er vant til at være på forsiden af bladene både med og uden sin kæreste.

Glem holdningen

Gennem årene har Nicklas Bendtner vænnet sig til, at mange har haft en forudindtaget holdning til, hvad det er for et liv, han lever, og hvem han er.

Det skal reportageserien være med til at ændre.

– Her har vi en enestående mulighed for at vise, hvem vi i virkeligheden er, og at vores liv måske ikke er, som folk tror. De føler måske, at det er et liv på første klasse eller helt nede, men her får man det helt rigtige billede, siger fodboldspilleren.

“Bendtner & Philine” kan ses på Dplay. De første to afsnit var tilgængelige torsdag den 12. marts. Efterfølgende kommer der et afsnit hver torsdag.

Powered by Labrador CMS