Tung Seattle-musiker slukker mikrofonen: Død af hjerteanfald
Warrel Dane, der stod i spidsen for orkestrene "Sanctuary" og "Nevermore", er død i en alder af 56 år. Selv om han sang tung metalrock var han faktisk uddannet operasanger.
Rocksangeren Warrel Dane er død i sit hjem i brasilianske São Paolo. Årsagen var et hjerteanfald.
Det skriver netmediet Blabbermouth.
Den Seattle-fødte amerikaner var forsanger først i “Sanctuary” og siden “Nevermore”, men havde de seneste år gang i en solo-karriere.
Han var fra naturens side baryton, selv om han blev kendt for sin karakteristiske høje vokal, som især prægede de første udgivelser med de to orkestre.
Aktiv sanger med bred stemme
Senere i karrieren brugte han i langt højere grad sin stemme i et dybt og dramatisk leje.
Han blev uddannet operasanger og rådede over en bemærkelsesværdig bredt vokal.
“Sanctuary” var aktiv i årene fra 1985 til 1992 – derefter dannede Warrel Dane “Nevermore”, som var aktivt indtil 2015.
Her tog lysten til et solo-projekt over for Warren Dane, som op til sin død kæmpede for at få “Shadow Work” gjort færdig.
Inspireret af Beatles
Warren Dane var tydeligt inspireret af bands som “Judas Priest”, “Iron Maiden” og “Black Sabbath”.
Men også mere bløde navne som “Jefferson Airplane”, “Simon & Garfunkel” og ikke mindst “The Beatles” var orkestre, som den afdøde sanger så op til.
Sammen med bassisten Jim Sheppard var Warren Dane en glimrende kok – og de to drev tidligere en restaurant i Seattle.
Warren Dane flyttede siden til São Paulo i Brasilien, hvor han altså døde onsdag den 13. december.