Trump viser nåde
Siden nederlaget har Trump stort set ikke vist sig for offentligheden, men tirsdag benådede han kalkunen Corn.
USA’s præsident, Donald Trump, dukkede tirsdag frem fra sin selvvalgte isolation i kølvandet på valgnederlaget og viste, at i hvert fald én ting i Washington D.C. følger traditionen i år: Benådningen af Thanksgiving-kalkunen.
I Rosenhaven bag Det Hvide Hus holdt Trump sig helt usædvanligt til manuskriptet, da han benådede den næsten 20 kilo tunge kalkun ved navn Corn.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er en del af det årlige Thanksgiving-ritual, at præsidenten bruger sin magt til at benåde en kalkun forud for den amerikanske højtid den tredje torsdag i november, hvor der traditionen tro serveres kalkun i mange millioner hjem.
– Corn, jeg giver dig hermed fuld benådning, sagde Trump, mens han løftede en hånd over den store, hvide fugl med de røde hudfolder under næbet.
Efter benådningen pludrede kalkunen til klapsalver fra publikum, der alle sad på behørig afstand af hinanden som følge af coronapandemien. Mange af publikummerne var iført mundbind.
Corn eller Cob?
Valget stod mellem to kalkuner, Corn og Cob fra Iowa. De var forinden blevet indkvarteret på det luksuriøse femstjernede hotel Willard InterContinental i Washington D.C.
Forinden kunne man hjælpe præsident Trump med at stemme på, hvilken af de to kalkuner, der skulle benådes.
I den forbindelse kunne man også læse, at begge kalkuner er født 2. juni i år. Men mens Cob er vild med sojabønner og puslespil, så elsker Corn college football.
Begge kalkuner sendes i øvrigt til en mini-zoo efterfølgende – og ender altså ikke på familien Trumps middagsbord.
Har holdt sig ude af søgelyset
Siden Donald Trump tabte præsidentvalget til demokraten Joe Biden for cirka tre uger siden, har Trump trodset de gængse normer ved blandt andet at undlade at holde en tale, hvor han erkender sit valgnederlag, og undlade at ringe og lykønske Biden.
Samtidig har præsidenten stort set ikke vist sig for offentligheden.
Donald Trump har kæmpet en bitter kamp siden nederlaget og anfægtet flere af resultaterne, dog uden at fremlægge beviser for sine påstande om valgsvindel.
Mandag anerkendte det føderale organ General Services Administration (GSA) i et brev til Joe Biden den 78-årige demokrat som valgets vinder.
Dermed har GSA givet grønt lys til, at Biden får adgang til offentlige midler og andre ressourcer til at gennemføre overgangsprocessen.
Donald Trumps årlige Thanksgiving-tur til sit feriested Mar-a-Lago i Palm Beach i delstaten Florida blev aflyst af førstedame Melania Trump. Flere iagttagere anser dette skridt som et tegn på, at Trump-familien ved, at det bliver den sidste ferie, de tilbringer i Det Hvide Hus.