Tronfølger er tættere på skarpt hjørne end på tronen

Dagens fødselar er prins Charles, der tirsdag fylder 69 år. Selv om den britiske tronfølger dermed har nået pensionsalderen, så er han endnu ikke startet i det job, som han dybest set er født ind i.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag fylder den britiske tronfølger, prins Charles, 69 år.

Dermed er han forlængst kommer i en alder, hvor jævnaldrende kan se tilbage på et langt liv – og i stedet nyde deres otium.

Men prins Charles er endnu ikke der, hvor han kan kaste sig over det job, som han dybest set er født ind i – jobbet som konge.

Faktisk vil Charles, når hans mor – dronning Elizabeth – engang melder pas, ikke bare blive regent over Storbritannien.

Bliver konge over 16 lande

Dagens fødselar bliver nemlig konge over hele Commonwealth, som omfatter 15 lande ud over Storbritannien.

Således bliver prins Charles også konge over Australien, New Zealand og Canada. Det skriver Wikipedia.org.

Men den tid, den glæde – for indtil videre er der intet, der tyder på, at dronning Elizabeth ikke klarer sit embede til ug med kryds og slange.

Fik to børn med Diana

Prins Charles var fra den 29. juli 1981 til 28. august 1996 gift med lady Diana Frances Spencer, som 31. august 1997 døde i en bilulykke i Paris.

De to nåede at få to børn – prins William (der skal efterfølge sin far på tronen) og prins Harry.

Gennem det meste af ægteskabet med prinsesse Diana, gik der rygter om, at prins Charles så en del til Camilla Parker Bowles.

Blev gift med ungdomsveninden

De to mødte hinanden første gang tilbage i 1970 under en polokamp.

Men Prins Charles friede ikke, og i stedet giftede Camilla Rosemary Shand – som hun hed på det tidspunkt – sig i 1973 med kavaleriofficeren Andrew Parker Bowles.

Charles og Camilla vedblev dog med at være venner, og rygterne går på, at det faktisk var Camilla, der foreslog prins Charles at gifte sig med prinsesse Diana.

Den 9. april 2005 – knap ni år efter skilsmissen mellem prinsen og prinsessen – blev Camilla Parker Bowles gift med Prins Charles på rådhuset i Windsor.

Powered by Labrador CMS