Travl dronning: Det skal hun nå i dag
Dronning Margrethe er rejst til Rom, hvor hun med et tætpakket program i bagagen skal fejre Det Danske Institut i Roms 50-års jubilæum.
Den danske dronning har et tætpakket program i denne uge.
Onsdag tog dronningen imod britiske prins Harry, der aflagde officielt besøg i Danmark.
Torsdag rejste dronning Margrethe sydpå for at passe sine royale pligter.
Margrethe i Rom
Den 77-årige regent er rejst til Italiens hovedstad, Rom, hvor hun fredag aften skal deltage i fejringen af 50-års jubilæet for Det Danske Institut i Rom.
Instituttets formål er at bevare og videreudvikle kulturelle bånd mellem Danmark og Italien.
Startede med besøg på kunstmuseum
Dronningen startede dog sin fredag med et besøg på kunstmuseet Galleria Borghese.
Klokken 13.25 fredag vil dronning Margrethe blive modtaget af Italiens præsident, Sergio Mattarella, som har budt dronningen på frokost i præsidentpaladset.
Dronning Margrethes Romerske Pris
Fredag aften skal den danske regent stå for overrækkelsen af Dronning Margrethes Romerske Pris, når hun deltager i fejringen af Det Danske Institut i Roms 50-års jubilæum.
Torsdag delte det danske kongehus på sin officielle Instagram-profil et billede fra dronning Margrethes besøg i Rom.
På billedet ses den danske regent i det nordøstlige hjørne af Forum Romanum.
Dronning Margrethe afslutter sit besøg i den italienske hovedstad søndag den 29. oktober.
Se billederne øverst i artiklen.
/ritzau/