Tragedie for Superligaspiller: Mister lillebror i ulykke

Jesper Hansen fra FC Midtylland har mistet sin 29-årige lillebror i en trafikulykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Målmanden fra FC Midtjylland har mistet sin 29-årige lillebror i en trafikulykke.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

“FC Midtjylland har med stor sorg modtaget meddelelsen om, at vores målmand Jesper Hansen har mistet sin 29-årige lillebror i en trafikulykke på Sjælland”, står der i opslaget.

– Vi sender vores dybeste medfølelse og varmeste tanker til Jesper og hans familie. Alle i FC Midtjylland vil selvfølgelig gøre, hvad de kan, for at hjælpe og støtte Jesper og hans nærmeste, siger FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein.

Hvad der sker hos klubben i nærmeste fremtid, har man ingen kommentarer til.

– Vi giver familien den respekt og ro, den fortjener, siger Mads Hviid Jacobsen, pressekoordinator ved FC Midtjylland, til Kendte.dk.

Ulykken ved Slangerup

FC Midtjylland bekræfter over for Kendte.dk, at den ulykke, der har kostet Jesper Hansens lillebror livet, skete fredag ved Slangerup på Sjælland.

Ulykken blev anmeldt fredag klokken 6.20.

Herefter blev Rute 53 Frederikssund – Hillerød mellem frakørsel mod Sundbylille og enden af vejen spærret – nærmere bestemt ved Frederikssundsvej og Frederiksborgvej.

Kort for  fredag klokken 08 kunne politikredsen så oplyse, at ulykken havde kostet en 29-årig mand livet.

– Vi kan ikke sige mere lige nu, der er tilkaldt både bilinspektør og teknikere til stedet for at fastslå, hvad der er sket, sagde Henriette Døssing, presse- og kommunikationskonsulent ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Ulykken skete, da en personbil og en betonblander kørte sammen.

Powered by Labrador CMS