Topchef fylder 60 år
Han er en af stjernerne i dansk life science-industri, men er flyttet til München for at prøve noget nyt. Topchef Anders Hedegaard fylder 60 år.
Man kan ikke komme udenom hans navn, hvis man beskæftiger sig med den danske life science-branche, der producerer medicin og medicinsk udstyr.
Her han har siddet på topposter i nogle af de mest kendte virksomheder på det felt – ALK-Abello, Novo Nordisk, Bavarian Nordic, GN Hearing og GN Store Nord.
Artiklen fortsætter under videoen
Mandag den 2. november fylder administrerende direktør og bestyrelsesformand Anders Hedegaard 60 år.
Senest var han fra 2014-2019 administrerende direktør i GN Store Nord og GN Hearing, der blandt andet sidder på en stor bid af markedet for høreapparater.
Men sidste år forlod han stillingen og dansk erhvervsliv til fordel for en toppost i den store tyske virksomhed Rodenstock Group, der producerer brilleglas og brillestel og sælger dem i store dele af verden.
– Nogle gange er man nødt til at rive rødderne op og prøve noget nyt. Det er sundt, tror jeg, at udfordre sig selv en gang imellem – det bliver man kun bedre og klogere af. Både på det menneskelige og faglige plan, sagde Anders Hedegaard til MedWatch i den forbindelse.
Han fortalte samtidig, at han i forbindelse med jobskiftet havde sat sig for at lære at tale tysk.
– Det er vigtigt, når man arbejder med udgangspunkt i Tyskland og sender desuden et signal om, at man tager landet og kulturen alvorligt, lød det.
Har ikke sagt farvel
Anders Hedegaard har dog ikke sagt helt farvel til Danmark.
Tidligere i år kunne han indtage posten som formand for bestyrelsen i allergikoncernen ALK-Abello, der nu bare hedder ALK, hvor han også tidligere i sin karriere var koncerndirektør.
Han er også medlem af bestyrelsen i biotekvirksomheden Orphazyme.
Den unge Anders Hedegaard blev student fra Birkerød Statsskole og senere uddannet civilingeniør.
Han er gift med lærer Hanna Fauregaard Hedegaard. Han har to sønner, to bonusdøtre og en bonussøn.
Mens hustruen er fulgt med ham til München, er børnene nu så store, at de er blevet i Danmark.