To gange på to år

Den 30-årige Formel 1-kører har fået sin anden datter sammen med sin hustru, Louise Gjørup Magnussen.

Udgivet Opdateret

Racerkøreren Kevin Magnussen er for anden gang blevet far til en datter.

Det meddeler han mandag i et opslag på Instagram.

- Laura er nu blevet storesøster. Velkommen til verden, Agnes, vi elsker dig så højt, skriver han i opslaget.

Kevin Magnussen og hans hustru, Louise Gjørup Magnussen, blev i januar 2021 forældre til datteren Laura, som nu altså har fået en lillesøster.

Svær sæson

Den 30-årige Formel 1-kører, der kører for Haas-teamet, har haft en svær sæson, hvor han kun har scoret to point i de foreløbig ti grandprixer, der er blevet afholdt.

Kevin Magnussen er dermed nummer 18 i VM-stillingen, hvor teamkammeraten Nico Hülkenberg ligger nummer 14 med ni point.

Allerede i den kommende weekend køres det næste Formel 1-grandprix på Hungaroring i Ungarn.

Grandprixet i Budapest køres på søndag, og forinden er der træninger og kvalifikation.

Kevin Magnussen er blevet far for anden gang. (Arkivfoto).
Kevin Magnussen er blevet far for anden gang. (Arkivfoto).

Anden periode

Kevin Magnussen er i gang med sin anden periode som Haas-kører, efter at teamet hentede ham tilbage sidste år.

Han kørte også for Haas fra 2017 til og med 2020.

Kevin Magnussen har tidligere også kørt for McLaren og Renault i Formel 1.

Powered by Labrador CMS