TMZ: Operation holder far væk fra datters bryllup med Harry
Meghan Markles far siger, at han ikke kan være med ved royalt bryllup, fordi han skal have indopereret stent.
Skal, skal ikke, skal, skal ikke… Det kunne være overskriften på historien om den kommen bruds far.
Det tabloide onlinemedie TMZ i Californien skriver, at faderen til Meghan Markle ikke kan deltage i hendes bryllup lørdag med den britiske prins Harry.
For han skal have en hjerteoperation.
Opereres onsdag
Thomas Markle siger til TMZ, at han skal under kniven onsdag.
– De (lægerne red.) vil gå ind og fjerne en blodprop, rette op på ødelæggelserne og putte en stent ind, hvor den behøves, bliver han citeret for at sige fra sit hjem i Mexico.
Stor forvirring
Tirsdag kunne Kendte.dk dog fortælle, at han valgte at blive væk for ikke at kompromittere sin datter eller det engelske kongehus på grund af nogle paparazzi-billeder. Ikke længe efter ændrede han dog mening. Og det har han altså gjort endnu en gang.
Men der er ingen officiel melding fra hoffet i London.
Det var planen, at Thomas Markle skulle føre sin datter op ad kirkegulvet lørdag.
Den 73-årige Markle fik angiveligt et hjertetilfælde i sidste uge. Her klagede han over smerter i brystet, skriver TMZ.
– Jeg hader forestillingen om, at jeg forpasser et af de største øjeblikke i historien, at kunne føre min datter op, siger han.