Tidligere skuespiller og instruktør er død
Bonfils har været tilknyttet en lang række teatre over hele landet. Lørdag 24. marts døde han, 89 år gammel.
Teatermanden Asger Bonfils er død. Han blev 89 år gammel.
Det skriver Aarhus Teater i en nekrolog torsdag.
Asger Bonfils døde lørdag 24. marts.
Uddannet ved Det Kongelige Teater
I 1951 blev han uddannet ved Det Kongelige Teaters Elevskole og havde efterfølgende et langt liv ved teatret som både instruktør og skuespiller.
Hans karriere strakte sig over mere end 50 år.
Han var blandt andet tilknyttet Odense Teater, Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, Aalborg Teater og Det Danske Teater.
En stor del af sit virke udøvede Bonfils på Aarhus Teater.
Medvirkede i talrige forestillinger
På teatret medvirkede han som skuespiller i næsten 40 forestillinger. Derudover instruerede han selv knap 80 forestillinger på Aarhus Teater.
– Asger Bonfils mestrede både klassikerne og den moderne dramatik, skriver Aarhus Teater i nekrologen.
– Hans kærlighed til teatret favnede vidt og drev hans arbejde op på et højt kunstnerisk og professionelt niveau.
Bonfils har både taget livtag med de gamle grækere, Shakespeare, Holberg, Ibsen og mange andre af de store som både skuespiller og instruktør.
Den fynskfødte skuespiller og instruktør havde også et par filmroller.
Blandt andet spillede han læge i Kasper Rostrups “Dansen med Regitze” fra 1989, der blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Han efterlader sig hustru og tidligere skuespiller Merete Hegner og tre voksne børn.
Bonfils blev født 10. november 1928 i Bogense på Fyn.
Filmografi
Den rige enke (1962)
Øjeblikket (1980)
Dansen med Regitze (1989)
Christian (1989)
Dette er blot et udpluk.
Kilde: Wikipedia.