Tidligere landsholdsspiller jubler: -Jeg er gravid

Randers må undvære den tidligere landsholdsspiller Camilla Dalby, der skal være mor i april.

Camilla Dalby er gravid og kommer ikke på håndboldbanen mere i denne sæson. Foto: Scanpix/Claus Fisker (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldklubben Randers HK må klare sig uden skarpskytten Camilla Dalby i resten af denne sæson.

Den tidligere landsholdsspiller er gravid med termin i april, oplyser klubben på sin hjemmeside.

– Jeg er super glad, det er kæmpestort og betyder selvfølgelig meget for mig. Og selvom jeg gerne havde fuldført sæsonen, så tror jeg på holdet, og er overbevist om, at jeg kan returnere til banen i en bedre udgave af mig selv, fortæller Camilla Dalby i pressemeddelelsen.

Træner roser Dalby

Randers-træneren er også glad på spillerens vegne:

– Jeg er først og fremmest glad på Camillas vegne og kan næsten ikke rose hende nok for hendes åbenhed omkring det, siger Randers-træner Niels Agesen.

– Jeg har selv tre børn, og intet andet er større. Som træner og for holdet er det selvfølgelig en bet at skulle undvære en af vores mest rutinerede spillere.

– Men grundet Camillas åbenhed har vi to andre højre backs i truppen, og de skal nu tage et større ansvar, siger Agesen.

Med 18 mål i de første seks ligakampe er 29-årige Camilla Dalby den næstmest scorende spiller for Randers i denne sæson.

Hun er noteret for 108 landskampe for Danmark, men har ikke været blandt landstræner Klavs Bruun Jørgensens udvalgte siden OL-kvalifikationsturneringen i marts 2016.

Powered by Labrador CMS