Tid til tænkepause
Annette Heick overvejer næste skridt efter sommerhus-salg
Ægtefællerne Annette Heick og Jesper Vollmer forsøger at sælge deres arkitekttegnede sommerhus på Bornholm.
Men hvad skal der så ske, når det er solgt – og hvor skal sommerferien gå hen?
'Syng Med i Tivoli'
- De sidste 20 år har vi holdt ferie på Bornholm, og det kan være, vi tager dertil igen, sagde den 53-årige sangerinde og skuespiller til Kendte.dk ved pressemødet for ’Syng Med i Tivoli – Fællessang på Plænen’.

- Men hvis sommerhuset ryger, så skal vi ikke til Bornholm, fastslog hun.
Huset ligger nær Allinge og Folkemødet, er 300 kvadratmeter stort med op til 10 sovepladser og byggestilen er inspireret af klipperne omkring.
Danmark og udlandet
Det sælges diskret som skuffesag til 12,5 millioner kroner, og er uden bopælspligt.
Annette Heick er lidt i syv sind, og har kigget på nye fritidshuse i både Danmark og udlandet.
- Vi har faktisk kig på noget andet på Bornholm - noget meget mindre, hvis vi ikke kan undvære det, forklarede hun.
Når alt kommer til alt
- Vi har også tænkt på udlandet, for eksempel Comosøen i Italien, men der er også noget med ansvaret for to boliger. Det skal jo passes, så jeg tror faktisk, det er godt nu at tage en tænkepause, mente hun, når alt kom til alt.