Thomas Helmigs multimillion-lejlighed solgt på rekordtid
Hele Danmarks musiker-darling og mange kvinders ungdoms-crush Thomas Helmig har netop sammen med fruen, Renée Toft Simonsen, sat en af livets afgørende autografer.
Nemlig den nederst på salgsaftalen af parrets 332 kvadratmeter store lejlighed i bygningen Skansen på Strandvejen i Aarhus.
Dermed vinker parret farvel til knap fem år på den eksklusive adresse i det centrale Aarhus.
Lejligheden blev udbudt til salg offentligt for bare fem dage siden.
Og selvom det var til Aarhus’ for øjeblikket højeste pris på hele 13 millioner kr., skulle der altså ikke mere end en uge til, før mægleren Lokal Liebhaveri, der har stået for handlen, kunne fjerne til salg-skiltene fra vinduerne igen.
Det skriver Boliga.
Syv værelser
Og netop liebhaveri er der vist ingen tvivl om, at den nye køber får på sin nye adresse i midtbyen.
Lejligheden rummer nemlig hele syv værelser, der blandt andet fordeler sig på et køkken-alrum og en stor stue, der ligger i bygningens hjørnetårn.
Oveni det får de nye købere en altan og adgang til en tagterrasse med i købet.
Placeringen er også blandt Jyllands hovedstads’ rigtig gode.
Lejligheden ligger nemlig på Strandvejen lige ved Skanseparken og blandt andet også den hippe spise- og shoppinggade: Jægergårdsgade.
Aarhus-klenodie
Det er nok kun gået de færrestes næser forbi, at pop-ikonet er inkarneret Aarhus-mand.
Men om parrets nye bopæl også kommer til at være på en ligeså central placering i Smilets By, vides dog endnu ikke.
Helmig og Toft Simonsen, der er psykolog, forfatter, brevkasseredaktør og tidligere model, kommer dog sandsynligvis fra lejligheden i Skansen med en betragtelig økonomisk gevinst.
Parret købte nemlig selv lejligheden for 6.750.000 kr. i 2012, det oplyser Boliga.
Hvad de har fået for deres Strandvejslejlighed forbliver dog uvist, indtil handlen officielt bliver tinglyst.
Udbudt til 13 millioner kroner
Selvom million-beløbet, som det celebre par udbudte deres lejlighed til, var i den høje ende, er det ikke den dyreste lejlighed, et af Danmarks kendte ansigter har på markedet for øjeblikket.
Torsdag kom den danske erhvervsmand og forlagsstifter Peter Asschenfeldts luksus-lejlighed på Christianshavn i København nemlig til salg for 17 millioner kr.
Det skriver Boliga.
Asschenfeldts lejlighed er fra 2015 og breder sig over 276 kvadratmeter på femte sal – med udsigt til havneløbet, der skiller Københavns eksklusive Nyhavn-område fra Christianshavn.