Thomas Bo Larsen elsker gangsterfilm og kunstudstillinger

Den kendte skuespiller ser ikke særlig meget fjernsyn, men streamer en masse. Især når han skal fra A til B.

Thomas Bo Larsen er netop nu aktuel i Viaplay-serien “Advokaten”. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Thomas Bo Larsen er aktuel i Viaplay-serien “Advokaten”, hvor han spiller gangsterbossen Thomas Waldman.

Den 54-årige skuespiller er selv vild med gangsterfilm og har “The Godfather” og “King of New York” blandt sine favoritter.

Her fortæller Thomas Bo Larsen om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

– Jeg var i biografen med min datter (Sally på 25 år, red.) og se “En frygtelig kvinde”. Den stak i mig.

– Jeg kunne se alle mulige mærkelige parforhold i den og de der mønstre, som kan være i et parforhold. Den var spot on, meget modig og en rigtig god film, faktisk. Og jeg synes, de spillede vildt godt.

Hvilke serier streamer du?

– Jeg ser faktisk ret mange serier, når jeg har tid. Især i flyveren. Der er de gode til at få tiden til at gå.

– Jeg så “The Handmaid’s Tale”, men jeg syntes, den blev lidt for mørk til sidst. Så så jeg Netflix-serien “Mind Games”, og så glæder jeg mig til science fiction-serien “Altered Carbon”, som lige er kommet.

Hvilke podcasts lytter du til?

– Jeg har fulgt meget med i podcasts fra Third Ear. “Damen med den tunge kuffert” er fuldstændig fantastisk, synes jeg. Jeg synes virkelig, det er godt kram, fantastisk fortalt og meget spændende, så den hører jeg.

Hvilket program får dig til at tænde for fjernsynet?

– “TV Avisen”. Jeg følger ikke rigtig med i noget eller i nogen serier – det kan jeg streame. Men jeg har set lidt “X Factor” med min datter, må jeg indrømme.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Jeg læser ikke så mange bøger, men går rigtig meget i biografen. Det gør jeg to gange om ugen, så jeg følger meget med i film.

– Jeg elsker gangsterfilm som “The Godfather” og “King of New York” med Christopher Walken. Dem har jeg altid været vild med. Der er et eller andet fascinerende over gangsterfilm.

Hvilke magasiner køber du?

– Når jeg sidder i flyveren, kan jeg godt købe Euroman med en gang imellem.

Hvor går du ud for at være kulturel?

– I teatret og på museer, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg ville ønske, at Arken lå i København. Der er nogle fantastiske udstillinger. Jeg synes også, at Statens Museum for Kunst, Louisiana og Glyptoteket er fede steder.

“Advokaten” kan ses på Viaplay og sendes på TV3 onsdag klokken 21.00.

Powered by Labrador CMS