Terrorister satte punktum for vild karriere
Mark Spitz har i sin svømmekarriere slået adskillige verdensrekorder, men han stoppede sin karriere efter et tragisk OL. Den 10. februar fylder han 70 år.
Svømmeren Mark Spitz slog ved OL i München i 1972 syv verdensrekorder og vandt dermed lige så mange guldmedaljer.
Men det var ikke amerikanerens ufattelige sportspræstation, man talte om.
Artiklen fortsætter under videoen
Legene udviklede sig nemlig tragisk, da palæstinensiske terrorister angreb israelske sportsfolk.
Ikke desto mindre var det her, Mark Spitz for alvor slog sit navn fast som verdens bedste svømmer. Men det var også den begivenhed, der satte et punktum for hans karriere.
I dag er han kun overgået af sin landsmand Michael Phelps, der vandt otte guldmedaljer ved OL i Beijing i 2008.
Interessen for svømning startede allerede i barndomsårene for Mark Spitz. Han er født i Modesto i Californien, men familien rykkede i hans første leveår til Honolulu på Hawaii, hvor han tilbragte hver eneste dag på stranden.
Verdensrekord som 10-årig
Som seks-årig begyndte han i en lokal svømmeklub, som ni-årig blev han trænet af den legendariske svømmetræner Sherm Chavoor, og som 10-årig havde han opnået at slå en verdensrekord samt 17 nationale rekorder. Det gik stærkt for den unge dreng.
Mark Spitz var ikke engang voksen, da han begyndte at svømme i de større konkurrencer. Hurtigt fik han tilnavnet ”Mark the shark” af sine holdkammerater, fordi han simpelthen var overlegen.
Desuden anlagde han sig en berømt moustache, som skulle blive hans kendetegn i svømmekonkurrencerne.
Stoppede på toppen
Da han i 1972 stoppede, stoppede han på toppen. Han forsøgte dog kortvarigt et comeback som 41-årig op til OL i 1992, men var lige akkurat for langsom til at deltage i legene.
Efterfølgende skabte han en vellykket forretningskarriere og fungerer også som foredragsholder. På trods af sin succes har han beholdt benene på jorden:
– Jeg er bare en normal fyr, der tilfældigvis gjorde noget ekstraordinært i min atletiske karriere, sagde han for nogle år siden til NBC.