Tennisstjernen der hader tennis

Andre Agassi er en af de største tennisnavne gennem tiden, men for amerikaneren, der onsdag 29. april fylder 50 år, har det været en rejse på godt og ondt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han hader tennis og har altid gjort det.

Det afslører Andre Agassi i sin selvbiografi Open fra 2009. Alligevel har sporten givet den amerikanske tennislegende stribevis af triumfer i en fænomenal karriere, der har gjort ham til en yderst velhavende mand.

Artiklen fortsætter efter videoen

Hadede at spille

Allerede som barn viste han et stort talent med ketsjeren i hånden, men dagligt havde han en indre dialog med sig selv om, hvorvidt han skulle droppe sporten.

– Jeg hader tennis. Hader det af hele mit hjerte, men alligevel bliver jeg ved med at spille, skriver han i selvbiografien.

– Jeg trygler mig selv om at stoppe og bliver ved med at spille, og dette tomrum, denne modsætning mellem det jeg har lyst til, og det jeg rent faktisk gør, oplever jeg som den inderste kerne i mit liv.

Tennisfans verden over er nok glad for, at Agassi alligevel valgte spillet, for trods den store modvilje har han leveret imponerende resultater og underholdning i sine 20 år som professionel.

Hele otte grand slam-titler vandt den tidligere verdensetter, og han er en af kun seks spillere, der har vundet alle fire af sportens største titler.

Agassi, der spillede mest fra baglinjen og som af mange er kendt for at have en af verdens bedste returneringer, overraskede hele tennismiljøet ved at vinde Wimbledon i 1992.

Det var Agassis første sejr i grand slam-sammenhæng, mens den sidste kom i 2003 ved Australian Open, som han i alt vandt fire gange i karrieren.

Skød skylden på en anden

Agassi stoppede karrieren i 2006 ved US Open til stor hyldest, men da han i 2009 udgav sin selvbiografi, kom den ellers populære Agassi i modvind.

Amerikaneren indrømmede, at han i løbet af sin karriere var blevet testet positiv for stoffet metamfetamin, men undslap straf, da han skød skylden på en anden.

Det fik flere tennisstjerner til at kaste kritik mod Agassi, men kritikken forstummede hurtigt, for tydeligst i eftermælet var den imponerende karriere.

Efterfølgende er Agassi blandt andet i 2011 blevet indlemmet i tennissportens hall of fame. Han har også fungeret som træner for blandt andre Novak Djokovic.

Privat er Agassi gift med en anden tennislegende, tyskeren Steffi Graf, som er noteret for hele 22 grand slam-titler.

Sammen har de to børn og bor i Agassis fødeby, Las Vegas i USA.

Powered by Labrador CMS