Tak til vore dejlige læsere

Over to tusinde læsere berettede om, hvor de var og hvad de lavede, da budskabet om Kong Frederik d. 9's død kom for 50 år siden. Chefredaktør Claus Jessen takker her for de mange indlæg

Kong Frederik IX.
Kong Frederik IX.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 14. januar 1972 - altså for 50 år siden - sov Danmarks Kong Frederik d. 9. stille ind efter et par ugers sygdom.

Da budskabet kom om aftenen, stod tiden stille hos de fleste danskere. Uanset om man var royalist eller ej, så forstod vi, at der her var tale om et historisk øjeblik, som krævede værdighed.

I forbindelse med omtalen af Dronning Margrethes 50 års jubilæum, bad vi på Kendte.dk og Newsbreak.dk vores læsere fortælle om, hvor de var og hvad de lavede, da budskabet om kongens død kom.

Mere end 2.000 af vores læsere skrev en lille kommentar eller beretning om denne helt særlige stund i deres liv. 

Jeg vil gerne her sige tak til de mange, som tog opfordringen op.

Det blev både spændende og munter læsning fra alle hjørner af Danmark. Ja, der var sågar læsere i udlandet, som gav deres besyv med.

Jeg var selv 14 år gammel og var i ungdomsklub sammen med min kæreste, da budskabet lød. Nogle få af kammeraterne var ligeglade og larmede videre. Men langt hovedparten blev alligevel bevægede og dæmpede løjerne - trods vores unge alder.

De mange kommentarer vidner om den store betydning kongefamilien havde dengang og stadig har.

Dronning Margrethe tog med kærlighed til folket, viden og klogskab arven op efter sin far. Dronningen har om nogen banet vejen for, at næste generation kan overtage faklen, når den tid kommer.

Dronning Margrethe siger selv, at hun ikke har været verdens bedste mor for sine børn. Lad det nu bare ligge. 

Hun har været verdens bedste dronning for danskerne.

Det skal hun have stor tak for.

Powered by Labrador CMS