Szhirley: Jeg er en mor med ild i røven

Sangerinden Szhirley har svært ved at sige nej, når hun bliver revet med af sine mange projekter.

Szhirley er en kvinde med mange jern i ilden. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Hun er mor, hustru, sangerinde, musicalstjerne, webshopejer og snart aktuel som skuespiller i familiefilmen “Gooseboy”.

Szhirley ligger ikke på den lade side, og det har hun tilfælles med sin rolle i filmen “Gooseboy”, hvor hun spiller Åse, som er mor til filmens hovedperson, Viggo.

Artiklen fortsætter under videoen.

Faktisk har filmens instruktører, Michael Wikke og Steen Rasmussen, skrevet karakteren Åse med udgangspunkt i Szhirleys egen person, og det er hun beæret over.

– Det er fantastisk, at der sidder nogle mennesker, som synes, at man bringer noget til bordet. At de tænker: “Hun skal med i vores film, og vi skal skrive en karakter ud fra hendes tossede måde at være på”, siger hun.

Szhirley er mor til to drenge – Elton på ni og Bille Norton på fem – og ligesom sin karakter har hun gang i flere forskellige job på samme tid.

– Jeg er lidt en mor med ild i røven, som har gang i en masse projekter hele tiden, som hun formulerer det.

Driftig kvinde

Senest har Szhirley åbnet en webshop, hvor hun blandt andet sælger smykker, som hun selv har designet.

Hun holder af travlheden, men hun er samtidig opmærksom på, at hun kan have svært ved at sige nej.

Derfor prøver hun at finde den rette balance mellem at være travl og hårdtarbejdende og samtidig være en nærværende mor.

– Min manager er god til at hjælpe mig med at koordinere alt det arbejdsmæssige, og det er vigtigt, for hun er mere realistisk, end jeg er.

– Jeg er tidsoptimist, men hun ved, at en time varer 60 minutter og ikke 32.000 minutter, siger Szhirley og griner.

Samtidig er Szhirleys mand, Mads Møller, god til at vurdere, hvornår hans hustru har brug for en pause.

– Hvis jeg har haft en sindssyg travl periode med masser af stress, så kan han godt finde på at sige: “I morgen aften skal du ikke lave nogen planer”.

– Så inviterer han nogle veninder over, som jeg ikke har set i lang tid, eller også tager han en drengeaften med vores sønner, så jeg kan sovse rundt derhjemme med ansigtsmaske på uden at skulle nå noget, fortæller hun.

Træt og nedkørt

De små pauser giver Szhirley mulighed for at puste ud og nyde alt det gode, som hun er i gang med.

Overordnet har alt-mulig-kvinden dog ikke svært ved at finde det drive og engagement, der skal til for at holde karrieren og kalenderen i gang.

– Alt det, jeg laver, er noget, som jeg virkelig, virkelig elsker, og derfor kan jeg også klare mere.

– Jeg har skabt det her liv for mig selv, fordi jeg har været privilegeret, heldig og hårdtarbejdende. Derfor elsker jeg nu hver en ting, som jeg rører ved.

– Det kan godt være, at jeg er træt og nedkørt på andre punkter, men jeg mærker det ikke på samme måde, som hvis jeg arbejdede med ting, som jeg egentlig ikke brød mig om eller havde en passion omkring, siger Szhirley.

Filmen “Gooseboy” har premiere 3. oktober.

Powered by Labrador CMS