Svensk kongefamilie mindes ofre for lastbilangreb
Mandag mindes den svenske kongefamilie dem, der mistede livet under fredagens lastbilangreb i Stockholm.
I den svenske hovedstad, Stockholm, er indbyggerne ramt af sorg og forfærdelse, efter en lastbil bragede gennem en menneskemængde på den travle gågade Drottninggatan fredag og dræbte fire personer.
Weekenden igennem er svenskerne stimlet sammen for at lægge blomster på gaden og mindes ofrene.
Kongefamilien i stor sorg
Også den svenske kongefamilie er i stor sorg efter fredagens angreb, og sammen med den svenske befolkning deltager de royale familiemedlemmer mandag i en mindeceremoni for dem, der mistede livet under angrebet.
Både kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip og prinsesse Sofia deltager i begivenheden, fremgår det af kongehusets officielle kalender.
Mindehøjtideligheden finder sted i Stadhusparken i Stockholm, og her er der blandt andet blevet holdt et minuts stilhed for ofrene. En stilhed, der vil gå igen i hele landet.
Både kongen og kronprinsessen har i løbet af weekenden vist deres medfølelse efter terrorangrebet.
Afbrød rejse til Brasilien
Kong Carl Gustaf, der afbrød sin og dronningens rejse til Brasilien, holdt lørdag en tale på slottet for pressen, hvor han særligt sendte sine varmeste tanker til ofrenes familier og venner.
– Vi er alle rystede over, hvad der skete. Det er fortrøstningsfuldt at se den omtanke, som folk viser hinanden. Det viser styrken i vores samfund, sagde han blandt andet i talen.
Lørdag besøgte en dybt berørt kronprinsesse Victoria gerningsstedet sammen med sin mand, prins Daniel.
Kronprinsesse klædt i sort
Kronprinsessen, der var klædt i sort tøj fra top til tå, havde tårer i øjnene, da hun lagde sine medbragte røde roser ved gerningsstedet, og flere gange måtte hun tørre tårerne væk.
– Jeg føler en enorm sorg. Jeg føler en tomhed. Jeg føler alligevel også en form for styrke. Samfundet har udvist en enorm kraft, at vi står imod det her, at vi er enige. At det svenske samfund bygger på en enorm tillid og et enormt fællesskab. Et sammenhold. Det vil gøre os stærkere på en måde, sagde hun til Aftenposten.
Svensk politi har foretaget flere anholdelser efter lastbilangrebet i Stockholm fredag eftermiddag.
/ritzau/FOKUS