Svensk konge mindes afdød operasanger: – Hun havde et varmt hjerte
Sveriges konge mindes afdød operasanger, der forlod os mandag den 5. marts. Carl Gustav betegner teaterdirektør Kjerstin Dellert som en stor entertainer med et varmt hjerte.
Mandag den 5. marts døde en af Sveriges helt store heltinder – operasanger og teaterdirektør Kjerstin Dellert, som blev 92 år.
Nu udtrykker den svenske konge, Carl Gustaf, stor sorg over hendes død.
– Hun var en stor entertainer med et varmt hjerte, fortæller han i en erklæring. Det skriver Aftonbladet.
En af Sveriges største personligheder
I en officiel erklæring kommer kongen ifølge det svenske nyhedsbureau TT med følgende udtalelse:
– Kjerstin Dellert har forladt os. Hun var ikke kun en af Sveriges største operasangere, men også en stor entertainer med et varmt hjerte. Kjerstin Dellert var en stor kulturpersonlighed. Min familie og jeg mindes hende med taknemmelighed og varme.
Det var i mandags, at meddelelsen om stjernens bortgang kom. Kjerstin Dellert var faldet i søvn om morgenen med sin mand ved sin side.
Sov stille ind i døden
– Hun sov stille ind klokken 08.15. Jeg kom til at se på min telefon i samme øjeblik, og kunne konstatere, hvad klokken var, fortæller hendes mand Nils Åke Häggbom til det svenske Aftonbladet.
Og kongen er bestemt ikke den eneste, der sørger over Kjerstin Dellerts død.
Mange store navne sørger over tabet – blandt andet vennerne Loa Falkman og Christina Scholin.
– Kjerstin Dellert var yderst generøs og lidenskabelig, og det var altid sjovt at være omkring hende, forklarer Loa Falkman.