Svær opvækst drev skuespiller på rette vej
Han var ulykkelig som barn og forlod hjemmet som 16-årig. I dag lever Don Johnson et succesfuldt liv som skuespiller. Den 15. december fylder han 70 år.
Han har været med i næsten 100 film og tv-serier og brød for alvor igennem som skuespiller i 1980’erne med sin hovedrolle i tv-serien “Miami Vice”.
Artiklen fortsætter under videoen.
For sin rolle modtog han prisen Bedste Mandlige Skuespiller i en tv-serie ved Golden Globe og ved flere andre prisuddelinger.
Men det lå ikke helt i kortene, at han skulle ende med en vellykket skuespillerkarriere. Han voksede op i et hjem med misbrug, og som 16-årig stak han af hjemmefra.
Søndag den 15. december fylder den amerikanske skuespiller Don Johnson 70 år.
– Jeg havde en forfærdelig barndom. Mine forældre blev skilt, da jeg var 12 år, og jeg er den ældste af mine søskende. Jeg var virkelig ulykkelig og stak af hjemmefra som 16-årig, har skuespilleren fortalt til The Guardian.
– Når man stikker af hjemmefra som 16-årig, er man nødt til at klare sig selv og kæmpe sig igennem high school. Så udvikler man sig til en stærk person, sagde han.
Skiftede sti
Efter at Don Johnson i 1967 dimitterede fra high school, begyndte han på universitetet, men gik der kun i en kort periode. Han ville i stedet studere på et teaterkonservatorie i San Francisco.
I 1995 producerede og instruerede han tv-serien “The Marshal”, og fra 1996 til 2001 producerede han tv-serien “Nash Bridges”.
Don Johnson har også medvirket i Quentin Tarantinos prisvindene film “Django Unchained” fra 2012 og i filmen “The Other Woman” fra 2014.
I øjeblikket er han aktuel i den nye tv-serie “Watchmen” og i filmen “Knives Out”, hvor et mystisk mord bliver omdrejningspunktet til en familiefødselsdag.
Privat er Johnson gift med børnehavelæreren Kelley Phleger, som han har tre børn med.
Han har været gift med skuespilleren Melanie Griffith to gange, og med hende har han datteren Dakota Johnson.
Don Johnson har desuden en søn med skuespilleren Patti D’Arbanville.