Superskurk død

Rollen som gal industrimand i James Bond-filmen "Moonraker" i 1979 blev Michael Lonsdales mest kendte.

Den fransk-britiske skuespiller Michael Lonsdale, som blev mest kendt som hovedskurk i James Bond-filmen “Moonraker”, er død. Han blev 89 år. Foto: Fred Dufour/AFP.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den fransk-britiske skuespiller Michael Lonsdale, som blev mest kendt som hovedskurk i James Bond-filmen “Moonraker”, er mandag død, 89 år.

I Bond-filmen fra 1979 spillede Lonsdale over for Roger Moore.

Artiklen fortsætter under videoen

Han spillede industrimanden Hugo Drax, som planlagde at forgifte alle mennesker i verden for i stedet at befolke Jorden fra sin rumstation. I 2012 stod Hugo Drax og James Bond igen overfor hinanden, denne gang i computerspillet 007 Legends, hvor Michael Lonsdale gentog rollen.

Over 200 roller

Lonsdale var som søn af en fransk mor og en engelsk officer tosproget. Han spillede over 200 forskellige roller på engelsk og fransk i sin karriere, som strakte sig over seks årtier. Han var med i talrige radio- og tv-produktioner.

Ud over sin rolle i en Bond-film vakte han opsigt i markante roller i “Sjakalen” i 1973, “Ronin” i 1998 og i “München” i 2005.

Han beskrev selv optagelsen af den franske dramafilm “India Song” fra 1975 som sin bedste. Her spillede han over for Delphine Seyrig, som han i alt indspillede seks film med. De to skuespillere var også sammen i flere teaterproduktioner.

Seyrig spillede i filmen en promiskuøs hustru til den franske ambassadør i Indien. Den var delvist baseret på Duras-romanen “Vicekonsulen”.

Lonsdale havde roller i tre film, som blev nomineret til en Oscar for bedste film. Det var “Viljen til sejr” i 1981, “Resten af dagen” i 1993 og “München”, som var instrueret af Steven Spielberg. “Viljen til sejr” vandt i kategorien.

Lonsdales familie flyttede til Marokko i 1939 og derfra til Paris i 1947.

Powered by Labrador CMS