Supermodel måske nævning i sex-sag
Harvey Weinsteins advokater sammenligner stemningen omkring retssagen med et karneval og kræver sagen flyttet.
Den “karnevalslignende” stemning omkring Harvey Weinsteins voldtægtssag får nu forsvaret til at kræve, at retssagen bliver rykket til et andet sted.
Artiklen fortsætter under videoen
Den tidligere Hollywood-producents advokater planlægger således at indgive en anmodning om at få retssagen flyttet til en ny lokation.
Det afslører dokumenter, der blev indleveret ved en domstol på Manhattan onsdag.
– Journalister og kamerahold fylder indgangen til retsbygningen og står i kø i gangene hen til retssalen.
– Protester og demonstrationer kan høres inde i retssalen, skriver forsvarsadvokat Arthur Aidala i en lang begæring ifølge nyhedsbureauet dpa.
“Forhindrer retfærdig rettergang”
Forsvarsadvokaten tilføjer, at den amerikanske model Gigi Hadids fremmøde mandag føjede yderligere til den “perfekte storm af forudfattet meninger”, hvilket forhindrer Weinstein i at få en retfærdig rettergang.
– Tilstedeværelsen af frøken Hadid, som underrettede dommeren om, at hun er i stand til at være en fair nævning, på trods af at hun tidligere har mødt Weinstein og er en kendt ven af Weinstein-anklager Cara Delevingne, bidrager kun til den karnevalslignende stemning, skriver Arthur Aidala.
Den britiske skuespiller og model Cara Delevingne har beskyldt Harvey Weinstein for at gøre uønskede seksuelle tilnærmelser mod hende i 2017.
Supermodel som nævning
Victoria’s Secret-supermodellen Gigi Hadid bliver muligvis en af de 12 nævninger i den igangværende retssag i New York, hvor Harvey Weinstein er anklaget for seksuelle overgreb.
Som beboer på Manhattan var 24-årige Hadid mandag indkaldt som en del af processen med at udvælge nævninger.
Selv om Hadid tidligere har mødt Weinstein, mener hun, at det ikke vil påvirke hendes dømmekraft.
– Jeg mener, at jeg stadig er i stand til at have et åbent sind om kendsgerningerne, sagde hun mandag til dommer James Burke ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Gigi Hadid vender tilbage til domstolen torsdag til anden fase af udvælgelsen. Her vil kandidaterne blive udspurgt mere detaljeret om deres baggrund.
Retssagen mod Weinstein omhandler to sager om overgreb mod kvinder.
Den 67-årige Weinstein har erklæret sig uskyldig i begge anklager.