Succesfuld direktør fylder rundt
Jeppe Christiansen har et imponerende investerings-cv og er et eftertragtet navn til de største bestyrelser i dansk erhvervsliv. Den 25. november fylder han 60.
Man skal ikke gå mange skridt i toppen af den danske finansverden, før man bumper ind i Jeppe Christiansen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Den erfarne direktør, der mandag den 25. november fylder 60 år, har sat sine fingeraftryk i mange hjørner af erhvervslivet herhjemme.
Jeppe Christiansen er Virum-dreng og økonomuddannet fra Københavns Universitet.
Han kom ind i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) i 1987 og blev fondschef året efter. Erfaringerne fra ti år hos LD sikrede ham derefter en direktørpost i Danske Bank fra 1998 til 2004.
Skabte succes
Jeppe Christiansen vendte tilbage til LD-universet, da han fik chancen for at etablere LD Invest, der i dag er kendt som Maj Invest. Et rådgivnings- og investeringsselskab med grene ud i mange hjørner af den finansielle verden.
Maj Invest er blevet en enorm succes, der har mangedoblet den oprindelige investering og holdt liv i LD, som ellers var under afvikling.
Det har også givet Jeppe Christiansen personlig gevinst, da han selv skød et tocifret millionbeløb ind i projektet. I dag er det et trecifret millionbeløb, der står i hans holdingfirma.
Problematiske sager
Der har dog også været uheldige sager. Jeppe Christiansen blev undersøgt af Kammeradvokaten, da LD-penge var med til at redde et kriseramt svensk selskab, som direktøren selv havde købt aktier i.
Han fik kritik for inhabilitet i den og andre sager, men havde ikke gjort noget ulovligt.
Og karrieren har ikke ligefrem lidt overlast. Han er bestyrelsesformand i Haldor Topsøe, næstformand i Novo Nordisk og sidder med i bestyrelserne for både Novo-fondens og Lego-familiens investeringsselskaber.
Investeringsdirektøren blev også udnævnt til adjungeret professor i finansiering på Copenhagen Business School, CBS, i 2016.
Jeppe Christiansen er også kendt for sine månedlige klummer for Maj Invest, hvor han udbreder sig om tendenser på de globale markeder. De citeres flittigt i erhvervsmedierne.
Ved siden af investeringsarbejdet slapper han af sammen med familien eller i træningstøjet. Som yngre var han eliteløber på maratondistancen, men han erkender selv, at han ikke holder helt samme tempo i dag.