Succesforfatteren med de mange navne

Jack Higgins - manden bag den berømte bog "Ørnen er landet" og mange andre spændingsbøger - er ved at være rigtig voksen. Han fylder 90 den 27. juli.

Den britiske spændingsforfatter Jack Higgins fylder 90 år søndag d. 27. juli. (Foto: PR FOTO/Scanpix 2019)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er penge i bøger.

I hvert fald hvis man kan skrive dem som Jack Higgins, der er på listen over verdens mest velbeslåede forfattere.

Hjemmesiden wealthygorilla.com har en liste over rige forfattere. Ifølge den er Higgins, som fylder 90 den 27. juli, verdens 17. rigeste.

Hans formue er 86 millioner dollar, omkring 560 millioner kroner.

Hårdt arbejdende

Nogle læsere vil måske tænke, at det ikke kan passe. Men tøv en kende, for det er ikke kun Higgins-bøger, der har skæppet i kassen.

Han har også skrevet under pseudonymerne James Graham, Martin Fallon og Hugh Marlowe.

Og faktisk hedder han slet ikke Higgins. Hans rigtige navn er Harry Patterson, men han er overvejende kendt under kunstnernavnet Jack Higgins.

Det skyldes måske, at hans uden sammenligning største succes, “Ørnen er landet” fra 1975, blev skrevet under dette navn.

Artiklen fortsætter under videoen.

Romanen, der handler om en gruppe tyske kommandosoldater, som under Anden Verdenskrig bliver sendt til England for at bortføre Winston Churchill, solgte 50 millioner eksemplarer og blev filmatiseret med blandt andre Michael Caine og Donald Sutherland på rollelisten.

En længere omvej

Higgins er født i Newcastle, men faren forlod kort efter familien. Den senere forfatter flyttede med sin mor til det uroplagede Belfast i Nordirland.

I skolen var han doven, og han fik aldrig taget sin eksamen. Men i hæren blomstrede han op, og i to år var han udstationeret ved den østtyske grænse.

Efter et par år i hæren, hvor han viste et betydeligt talent som skarpskytte, tog han en eksamen i sociologi og begyndte at undervise på en skole i Leeds.

Men det var skriveriet, der trak. I 1959 udgav han sin første roman.

I de næste mange år sprøjtede han bøger ud – nogle år udkom tre-fire stykker – og i 1974 havde han udgivet i alt 35 romaner. Først og fremmest knaldromaner med forhærdede, kyniske helte og hensynsløse forbrydere.

Hans helt store gennembrud kom så med roman nummer 36, “Ørnen er landet”.

Siden er de fleste af hans bøger kommet på bestsellerlisterne i både Storbritannien og USA, selv om ingen af dem har nået samme imponerende salgstal som succesromanen fra 1975.

Powered by Labrador CMS