Succes med lyde
Joel Zimmerman, der går under kunstnernavnet "Deadmau5", har i 15 år haft succes med at skabe musik ud fra elektroniske lyde. Den 5. januar fylder han 40 år.
Han er kendt for sine tempofyldte elektroniske numre og en maske formet som en mus. Joel Thomas Zimmerman, også kendt som “Deadmau5”, har i mere end ti år ligget på toppen af hitlisterne for elektronisk musik.
Det har bragt ham til Danmark ad flere omgange. Zimmerman har blandt andet optrådt på Roskilde Festival, og forrige år satte han også tryk på Smukfest. Tirsdag den 5. januar fylder Zimmerman 40 år.
Artiklen fortsætter under videoen
Han er født og opvokset tæt på den canadiske side af Niagara Falls. Her voksede han op som det mellemste barn med sin storesøster Jennifer og sin yngre bror, Chris.
Allerede fra en ung alder var Zimmerman draget af musikken og tog derfor lektioner i klaver. Samtidig var han også optaget af computere og videospil.
Det fik ham til at sammensætte lyde fra gamle computerspil til musik. En hobby, som senere skulle udvikle sig til en levevej for Joel Zimmerman.
En stor chance
Efter at have afsluttet sine studer på den lokale Westlane Secondary School fik Zimmerman en stor chance.
Pladeselskabet Play Records synes om hans måde at blande de musikalske genrer house og techno med andre elektroniske lyde, og det gav ham muligheden for at lave sin første plade “Get Scraped”. Det var i 2005.
– Som barn vidste jeg, at jeg ville arbejde med teknologi. Så jeg har siddet meget og nørdet computerlyde. Sammensat med min musikalitet førte det mig til der, hvor jeg er i dag, har Zimmerman tidligere fortalt.
Syv nye album
Siden har syv andre albummer fulgt med i rækken, hvori singler som “Strobe” og “Raise Your Weapon” har slået en tyk streg under Zimmerman som kunstner på den elektroniske musikscene.
Hans succes har også resulteret i seks nomineringer til Grammy-prisen.
Joel Zimmerman lever i dag sammen med Kelly Fedoni. Parret blev gift i 2017.